Tip os log ind
Sognepræst Jens Peter Garne holder foredrag i Engesvang.
Foto: Privatfoto

I krig med fredens budskab

Tirsdag 26. marts er der foredrag i Engesvang Sognehus med sognepræst Jens Peter Garne
25. marts 2019, 11.07

Engesvang Krig og kristendom er nok noget, en del har svært at rumme i hovedet på en gang. Men det er ikke så svært for sognepræst Jens Peter Garne fra Ikast, der også er tilknyttet det danske forsvar som feltpræst.

Det holder han foredrag om i Engesvang Sognehus tirsdag 26. marts.

Jens Peter Garne er netop vendt hjem efter endnu en udsendelse på en mission med danske soldater i en krigszone. Fra august sidste år til februar i år har an været udsendt sammen med 200 danske soldater til Irak.

Der har de danske soldater skullet træne irakiske soldater, og Jens Peter Garne har skullet være præst for de 200 danskere.

At være præst for soldaterne betyder, at præsten altid skal være klar til en samtale. Det kan være om at have hjemve, om at beskæftige sig med at slå ihjel, kærestesorger eller bare trøste, når soldaten er ked af det.

I skarpe missioner, hvor danske soldater er sendt ud som kamptropper og dermed kommer i ildkamp med fjender, har feltpræsten en væsentlig opgave i at være med, når enhederne vender tilbage til lejren efter en træfning og skal snakke oplevelserne igennem.

Feltpræsten har også til opgave at holde gudstjenester for de soldater, der ønsker det.

En feltpræst er i uniform som de øvrige soldater. Men hvor andre soldater har en rangorden, man kan aflæse af deres forskellige mærker, og som betyder, at nogle kan kommandere med andre, så har feltpræsten et kors i stedet for vinkler og stjerner. Korset betyder, at feltpræsten altid har samme rang som den person, han snakker med. Ingen oberst eller general kan kommandere med en feltpræst. Men de kan tale sammen.

I foredraget i Engesvang vil Jens Peter Garne fortælle om livet sammen med de udsendte soldater, blandt andet om dagligdagen i det fremmede med dets glæder, sorger, savn og udfordringer. Og om at holde jul og nytår i en militærlejr.


Ordet er dit



Mere Engesvang