Tip os log ind
Bodil Nørager

I vintervold - med håbet tændt...

11. januar 2019, 06.47

KLUMME Min hjemstavnsdigter Johannes V. Jensen, har i højskolesangbogen en dejlig vintersang:

"Vor sol er bleven kold."

En sang, som han oprindeligt kalder: ´Solhvervssang` givet vis skrevet til vintersolhverv på tærsklen til julens højtid.

For mig har sangens første vers dog altid talt lige ind i de første januar dage og uger i et nyt år. Her, hvor julen er lagt bag os, julepynten gemt væk og alt kan synes lidt bart, koldt og trist, og man kan føle sig i vinterens vold, som den gamle digter skriver: "Vi er i vintervold og dunkle dage."

Men, så er det han føjer nogle fantastiske ord til, som tænder håbet over os:

"Men, nu er nedgang endt og håbet tændt, for nu er solen vendt, nu kommer lyset og den lange dag tilbage."

Vi kan ganske vist ikke sådan helt mærke og se det endnu. Men, alene tanken om, at solen er vendt og lyset på vej tilbage til os, kan give én et løft på sådan en grå januar dag.

Det er lysets iboende under og kraft, at det altid vender tilbage. For lyset er stærkere end mørket.

"Og lyset skinner i mørket. Og mørket greb det ikke" som evangelisten Johannes skriver det i sit juleevangelium. (Johs. evang. 1,5)

Må lyset, lyset som dag for dag vender tilbage udenfor og evangeliets lys skinne for os alle og give os mod og frimodighed til at begive os ind i et nyt år!

Godt og velsignet nytår!


Ordet er dit



Mere Kirker