Tip os log ind
Susanne Nors, chef for Business Region MidtVest, håber, at mange vil smage på Midt- og Vestjyllands varer.
Foto: Pr-foto

Ikast-Brande deltager i Madmødet

Syv midt- og vestjyske borgmestre har netop søsat en ny fødevaresatsning under overskriften Madmødet. Hundredvis af arrangementer skal bidrage til udviklingen af fødevareerhvervet og tilbyde endnu flere at blive en del af de helt særlige madoplevelser, der kendetegner området
24. oktober 2019, 10.59

Ikast-Brande Gennem Business Region MidtVest er Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Skive, Struer, Lemvig, Herning og Ikast-Brande gået sammen om at styrke Midt- og Vestjyllands fødevareerhverv. Det gør de med Madmødet, som er en lang række aktiviteter, der folder sig ud over de næste måneder og kulminerer i en fejring af landsdelens fødevarer 14., 15. og 16. maj 2020. Der vil være madevents i alle syv kommuner.

Hans Østergaard, der både er bestyrelsesformand for Business Region MidtVest og borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, forklarer, at Madmødet blev til på baggrund af et fælles ønske om at skabe bevidsthed og samarbejder mellem dem, der henholdsvis producerer, tilbereder og spiser maden for at udvikle erhvervet endnu mere i landsdelen.

Madmødets aktiviteter, som vil byde på alt fra fællesspisning og besøg hos producenter til debatter om landsbyudvikling og arbejdskraft, vil give et indblik i, hvorfor denne del af landet med rette kan kalde sig »Danmarks Spisekammer«.


Ikke kun en smagsprøve

Madmødet er ikke blot et enkelt møde eller en smagsprøve på det, regionen kan, men summen af utallige møder om mad på tværs af brancher og interesser i årene frem.

- Vi vil åbne vores køkkener, vores spisekamre, vores natur, vores fiskeri, vores landbrug og vores virksomheder, så mange flere kan få smagen af Midt- og Vestjylland. Ikke bare én gang, men hele året rundt. Madmødet skal kort sagt gøre Midt- og Vestjylland rigere ved at invitere til dialog mellem dem der spiser, dem der høster, dem der fisker, dem der tilbereder og dem der bestemmer. Folket, producenten, kokken og politikeren, forklarer Susanne Nors, der er chef for Business Region MidtVest.

Hun bliver suppleret af sin kollega, Rikke Bruntse Dahl, som fortæller, at der lige nu er spændende ting på tegnebrættet for Ikast-Brande:

- Dem vil vi arbejde på at udvikle de næste måneder, og så håber vi, at endnu flere landmænd, fødevarevirksomheder, madsteder og madfolk fra Ikast-Brande Kommune har lyst til at være med til at synliggøre og udvikle områdets fødevareerhverv ved at være med på Madmødet.


Står for halvdelen

Om baggrunden for, at Ikast-Brande Kommune er gået med i samarbejdet, forklarer borgmester Ib Lauritsen (V), at rigtig meget fødevareproduktion er samlet i regionen, lige fra fiskeri til landbrug. Faktisk står Region Midtjylland for halvdelen af Danmarks fødevareproduktion, oplyser han.

Han nævner blandt andet store virksomheder som KMC og BioMar, men også kommunens mange landbrug, der er storleverandører til mejerier og slagterier, som medvirkende årsager til dette.

De politiske rammer for projektet er udstukket for længe siden - i fuld enighed, oplyser Ib Lauritsen videre.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune