Tip os log ind
Foto: Tekniq

Ikast-Brande helt fremme med hensyn til erhvervsuddannelser

Både på landsplan, i fire af fem regioner og i Ikast-Brande Kommune har der været vækst i antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse
24. maj 2019, 15.46

Ikast-Brande På landsplan er målet, at 25 procent af en ungdomsårgang i 2020 skal søge ind på en erhvervsuddannelse, mens tallet i 2025 skal være oppe på 30 procent. I Ikast-Brande er man efter en stigning på 1,5 procentpoint nu oppe på en andel på 28,3 procent og dermed tæt på at indfri målet, og sammen med Norddjurs, Hedensted og Samsø topper Ikast-Brande ranglisten i Region Midtjylland.

I den anden ende af listen finder man Silkeborg og Skanderborg med henholdsvis 19,6 og 19,5 procent, mens universitetsbyen Århus skraber bunden med 14,3 procent, altså ca. halvt så mange som i blandt andet Ikast-Brande.

Totalt set ligger andelen af unge i Region Midtjylland, der søger ind på en erhvervsuddannelse, ifølge tallene fra Undervisningsministeriet og DA på 21,8 procent, hvilket kun Region Nordjylland med 25,7 procent for alvor gør bedre, mens Region Hovedstaden ligger helt nede på 14,2 procent.

- Det er vigtigt, at vi får mange flere dygtige unge ind på erhvervsskolerne. Derfor er det også glædeligt, at over en femtedel af de unge i 2019 valgte netop denne vej. Men der er stadig lang vej igen, hvis vi skal nå målene, siger Martin Rosborg, der er formand for TEKNIQ-råd Midtjylland (brancheorganisation for el- og vvs-installatører, red.), i en kommentar til tallene.

- Det er typisk i de større byer, at der er størst udfordringer med at trække unge til erhvervsskolerne. Det er nok udtryk for en form for gymnasial vanetænkning blandt de unge og deres forældre, som vi skal have gjort op med, uddyber formanden og fortsætter:

- Det er med andre ord nødvendigt at styrke indsatsen allerede i folkeskolerne for at give eleverne et langt bedre indblik i de mange karriere- og videreuddannelsesmuligheder, man får med en erhvervsuddannelse.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune