Tip os log ind
Foto: Jacob Hove

Ikast-Brande skraber bunden

07. juli 2019, 12.39

Ikast-Brande Gang på gang topper Ikast-Brande, når Dansk Industri tager temperaturen på erhvervsklimaet i landets 98 kommuner, men det ser ganske anderledes ud, når Beskæftigelsesministeriet opgør beskæftigelsesudviklingen set i forhold til kommunernes rammevilkår.

Den seneste opgørelse, der i modsætning til forgængeren også tager højde for ressourceforløb, jobafklaringsforløb og ledighedsydelse, dækker perioden 2. halvår 2017 - 1. halvår 2018, og her er der ikke meget at glæde sig over set med Ikast-Brande-briller. Til gengæld finder man måske en del af forklaringen på nogle af de besparelser, kommunen konstant er nødt til at gennemføre.

Målt på tværs af alle ydelser lander Ikast-Brande helt nede som nr. 92 på ranglisten. Antallet af ydelsesmodtagere udgør totalt set 2.270 og overstiger dermed det statistisk forventelige med 180. Lå antallet af ydelsesmodtagere i stedet på det forventelige niveau, vil den kommunale besparelse ifølge Beskæftigelsesministeriet udgøre 13,1 millioner kroner.

Kigger man isoleret på arbejdsløshedsdagpengene, rangeres kun Ishøj, Læsø og Samsø dårligere end Ikast-Brande, som statistisk set burde have 400 dagpengemodtagere, men i gennemsnit havde 490 i perioden. Her spiller lukningen af Siemens Gamesas vingefabrik i Engesvang imidlertid negativt ind.

På sygedagpengeområdet ser det endnu værre ud: Her placerer Ikast-Brande sig som nr. 96 med Jammerbugt og Ballerup Kommuner på de nederste pladser. Også her har man 90 modtagere flere end de forventelige 660.

Kun på kontanthjælpsområdet ligger Ikast-Brande Kommune på det forventelige niveau med gennemsnitligt 1030 kontanthjælpsmodtagere i perioden, hvilket placerer kommunen på en 56.-plads på Beskæftigelsesministeriets rangliste.


Ikke tilfredse

- Vi er i Ikast-Brande Kommune naturligvis ikke tilfredse med en placering som nummer 92, men da Beskæftigelsesministeriets »nye« benchmarkundersøgelse dækker over tal for perioden 2. halvår 2017 og 1. halvår 2018, var vi forberedte på en dårlig placering. Egne tal har vist, at ledigheden i Ikast-Brande Kommune på det tidspunkt var stærkt påvirket af eftervirkningerne af lukningen af Siemens Gamesas vingefabrik i Engesvang samt masseafskedigelser i Brande, lyder kommentaren fra Birthe Sørensen (S), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget.

Ikast-Brande Kommunes på tværs-direktør Karen Heebøll peger desuden på, at det fortsat ikke er muligt at få indsigt i, hvilke parametre der præcist udgør Ikast-Brande Kommunes rammevilkår.

For eksempel tager modellen ikke højde for lokale konjunkturforhold, virksomhedslukninger eller afskedigelser i større omfang, selvom det har stor betydning for ledigheden.

På tværs-direktøren forventer derfor ikke ministerielle sanktioner i anledning af bundplaceringen:

- Vi ved jo også, at kommunens ledighedstal i løbet af 2018 var rigtig gode, så det regner vi bestemt med afspejler sig i den benchmark, der kommer ultimo oktober 2019 på det område, lyder det fra Karen Heebøll.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune