Tip os log ind
Morten Orluf bliver den nye Tøjekspert, der sørger for, at truslen om endnu en tom butik, er drevet over. Den 23. november åbner han herretøjsbutik i Strøgcentret.?
Foto: Laila Kempel

Ikast får en ny tøjekspert

Morten Orluf fra Brande er klar med ny butik om ni dage
14. november 2018, 15.24

OPLUKNING Ikast mister ikke sin Tøjekspert, selvom kapitalkæden, der stod bag butikken har valgt at lukke butikken i Ikast, ned som led i en større runde af nedjusteringer.

41-årige Morten Orluf fra Brande er nemlig klar til at åbne sin nye Tøjekspert den 23. november i forbindelse med Black Friday og juletræstændingen i Ikast.

- Jeg har de sidste 16 år været selvstændig i Brande og med et betydelige større befolkningsgrundlag, er jeg helt sikker på, at Ikast kan rumme butikken, siger Morten Orluf.

Han er oprindelige uddannet i den butik, han i dag driver i Brande. Men har inden han kastede sig ud i livet som selvstændig også været ansat i seks år hos Erik Eriksen, der i mange år drev Mister-butikken i Ikast.

- Jeg kender derfor lidt til byen og er slet ikke i tvivl om, at der bør være plads til to herretøjsbutikker. Udfordringen er, at jeg skal have tilpasset butikken til Ikasts behov. Da kæden drev butikken var der et fast koncept, som personalet skulle følge. Det er ikke altid let. Nu er butikken min private, og det giver mig nye muligheder, siger Morten Orluf.

De to butikker vil fremadrettet blive drevet som to selvstændige enheder, men Morten Orluf regner da med, at det kun kan være en fordel, når han skal købe ind til to butikker.

- Vi benytter os af kædens indkøbsmuligheder og bytteservicen, der gælder over hele landet. Men butikkerne er mine - ikke kædens, understreger han.

I øjeblikket er lokalerne lukket ned for at blive renoveret og nyindrettet. Men den 23. november lukker de op med helt nye varer i helt nye omgivelser, og såmænd også nyt personale.

- Jeg kommer ikke til at være i butikken hver dag - men hver uge helt sikkert. Jeg har ansat to fuldtidsmedarbejdere, hvoraf Jesper Ravn Hansen bliver butikschefen og skal nok også have lidt løs assistance i travle perioder, siger Morten Orluf.

- Tanken er at skabe samhørighed i kommunen og styrke den vision, som Vores Ikast og Strøgcentret har grundlagt. Der er en ide i at lade pengene blive i kommunen og holde folk i byen, når de skal handle, siger den nye tøjekspert Morten Orluf.


Ordet er dit



Mere Ikast