Tip os log ind
Den nye sognepræst, Jes Nedergaard Espersen, flyttede for nylig fra Aarhus til præsteboligen i Ikast sammen med sin hustru, Mariane Nedergaard Espersen.

Ikast har fået ny sognepræst: Man må gerne grine i kirken

Den nye sognepræst i Ikast og Faurholt har blandt andet som målsætning at få fat i børne-familierne
25. august 2019, 08.52

Kirke Siden han var helt ung, har Jes Nedergaard Espersen været glad for at gå i kirke.

Mens mange andre unge drenge dyrker sport og vilde lege, så fandt den nye sognepræst i Ikast og Faurholt noget meget tiltrækkende ved kirken.

- Jeg blev grebet af den stilhed og ro, der er i kirken. Det var selvfølgelig også kedeligt engang i mellem at være i kirke som ung, men der var og er stadig noget dragende ved det rum, og så har jeg også en svaghed for orgelmusik, siger Jes Nedergaard Espersen, der fortæller, at han som ung begyndte at spille musik, mens han aldrig har brudt sig om sport.

- Men kan jeg godt lide sport. Jeg holder i hvert fald med FC Midtjylland, siger Jes Nedergaard Espersen med et grin.

Den 29-årige sognepræst er født og opvokset i Esbjerg, og det var som ung, kommende konfirmand, at han for alvor fik øjnene op for præstefaget.

- Vi havde en fantastisk præst, der formåede at gøre det levende og relevant. Han brugte powerpoint, vi var på konfirmandlejr, han var ung og energisk og empatisk og kunne huske vores navne også efter, vi var blevet konfirmeret. Han mente, at det skulle være sjovt og hyggeligt, og jeg tænkte, at det måtte være et fedt arbejde.


Varm velkomst

Jes Nedergaard Espersen tog på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, og senere læste han teologi på Aarhus Universitet.

I sidste uge blev han ordineret i Viborg og holdt sine første gudstjenester i Ikast Kirke og Faurholt Kirke.

Han og hustruen, Mariane Nedergaard Espersen, føler sig taget godt imod i byen.

- Det virker, som om der er gang i byen, den er driftig, og folk virker imødekommende og snakkesalige på den rolige, midtjyske måde, siger Jes Nedergaard Espersen, der så småt er ved at komme på plads i præsteboligen på Jens Holdgaards Vej, som hans forgænger Karin A. Vestergaard allerede har været forbi.

- Karin kom forbi en af de første dage, vi boede her med en buket blomster. Hun er meget opmuntrende, og det er en stor arv at løfte, siger Jes Nedergaard Espersen, der fortæller, at skiftet fra Aarhus til Ikast rent boligmæssigt har været en stor omvæltning.

- Vi kommer fra 75 kvadratmeter til 220 kvadratmeter og en have med et æbletræ fyldt med æbler, så jeg laver ikke andet end at samle æbler op fra græsplænen.


Fokus på næste generation

Mødte med menigheden har også været rigtig positivt, fortæller Jes Nedergaard Espersen.

- Den har et ønske til mig, at de unge og børnefamilierne kommer mere i tale.

Den opgave passer den nye sognepræst rigtig godt.

- Som kirke bliver vi nødt til at følge den udvikling, som også ses i folkeskolen, hvor man går væk fra tavleundervisning og over til gruppearbejde og andre måder at lære på. Vi bliver nødt til at følge den udvikling, ellers taber vi det på gulvet. Kirken er altid en generation fra at uddø. Det skal være sjovt og hyggeligt at gå i kirke, og man må gerne grine i kirken, men vi skal ikke udvande evangeliet.

På søndag inviterer Faurholt og Ikast kirker til gudstjeneste på torvet i Ikast.


Jes Nedergaard Espersen

Sognepræst i Ikast-Faurholt Pastorat

29 år

Født og opvokset i Esbjerg

Gået på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing

Uddannet fra Aarhus Universitet

Bor i præsteboligen på Jens Holdgaards Vej

Gift med Mariane Nedergaard Espersen, der er forenings­konsulent hos Børne- og UngdomsOase i Odder

Ordet er dit



Mere Ikast