Tip os log ind
Karen Heebøll ?Privat-foto

Ikast-Brande Kommune har fået ny direktør

Et enigt ansættelsesudvalg har ansat Karen Heebøll i stillingen som direktør for områderne sundhed, ældre, psykiatri, handicap og arbejdsmarked
29. september 2016, 09.09

IKAST-BRANDE Derudover bliver Karen Heebøll på-tværs-direktør og får ansvaret for den tværgående sagsbehandling i Ikast-Brande Kommune. Hun tiltræder stillingen 1. november.

Karen Heebøll er 49 år, bor i Middelfart, er gift og har tre børn. Hun har en solid ledelsesmæssig baggrund i det offentlige. Karen Heebøll kommer fra en stilling som universitetsdirektør på Syddansk Universitet og har tidligere været direktør for pleje, sundhed og arbejdsmarked i Fredericia Kommune (2011 til 2014) og senior- og sundhedsdirektør i Vejle Kommune (2008-2011).


Tilfreds kommunaldirektør

Kommunaldirektør Henning Hansen er meget tilfreds med at have fundet den rette direktør til stillingen og ser frem til samarbejdet:

- Jeg er meget glad for, at Karen Heebøll har sagt ja til at være direktør hos os. Karen har en særdeles stærk ledelsesmæssig baggrund som direktør i flere år og en meget stor viden om de områder, hun skal beskæftige sig med hos Ikast-Brande Kommune.


Er klar til at være på tværs

Karen Heebøll glæder sig til at blive en del af Ikast-Brande Kommune og understreger i forbindelse med ansættelsen:

- Jeg blev især tiltrukket af, at Ikast-Brande Kommune er Mental Frikommune og har fokus på at finde løsninger sammen med borgerne og virksomhederne. Ikast-Brande Kommune er lykkedes godt med det tværgående og helhedsorienterede arbejde, som jeg glæder mig til at føre videre i samarbejde med resten af organisationen.

Kommunens nye direktør blev valgt til stillingen blandt et særdeles stærkt ansøgerfelt på 28 ansøgere.


Ordet er dit