Tip os log ind
  • 1/: En af Danmarks helt store forfattere, Peter Høeg, var veloplagt og passioneret, da han onsdag aften besøgte Ikast Bibliotek.
    Foto: Ole Bitsch
  • 1/: Peter Høeg, der er bosat i Nørre Snede, nød tydeligvis at møde sine fans i Ikast.
    Foto: Ole Bitsch
  • 1/: Peter Høeg involverede publikum i sine tanker omkring kunst - men også i spirituelle øvelser, der skulle få kroppe og hovedet til at slappe af.
    Foto: Ole Bitsch
  • 1/: Den berømte forfatter hyldede musikere, digtere, forfattere og andre kunstnere under foredraget på biblioteket.
    Foto: Ole Bitsch
  • 1/: - Kunst skal føles og oplevelse - ikke altid forstås, sagde Peter Høeg blandt andet.
    Foto: Ole Bitsch
  • 1/: Mine Rasmussen fra Ikast var en af de lokale borgere, der fik signeret sin Peter Høeg-roman af forfatteren selv.
    Foto: Ole Bitsch

Intens kendis-forfatter indtog Ikast

- Det er en helt speciel følelse at være her, sagde Peter Høeg under onsdagens foredrag på biblioteket
11. september 2014, 14.58

FOREDRAG | Han er kendt som én af Danmarks mest anerkendte forfattere. Med værker oversat til en lang række sprog og udgivelser i over 30 landet. Men Peter Høeg er også kendt som en mystisk, tilbagetrukket og særdeles privat person.


Sidstnævnte beskrivelse blev udfordret, da manden bag blandt andet den verdensberømte spændingsroman »Frøken Smillas fornemmelse for sne«, onsdag aften gæstede Ikast Bibliotek.


- Det er en helt speciel følelse at være her. Jeg bor jo i Nørre Snede, og bibliotekerne i de to byer har jo tilknytning til hinanden. Og det samme har jeg jo rent geografisk, forklarede Peter Høeg, da han i bibliotekets samlingssal indledte det, som var Høegs første foredrag i 20 år. Den eneste gang, han afbrød pausen var i 2009, hvor forfatteren talte ved et arrangement på Nørre Snede Skole.


De sidste foredrag

I juni udkom Peter Høegs seneste roman, »Effekten af Susan«. Bogen har fået ham til drage ud på en efterårsturné, der runder »Den Sorte Diamant« på Det Kongelige Bibliotek i København og lignende foredrag i Vejle, Lovns Bredning i Nordjylland, hvor han har et sommerhus, samt på Bornholm, hvor Høegs mor er bosat. Steder, han har et personligt forhold til.


- Og så stopper jeg med at holde foredrag. Så er det helt slut, forklarede den 57-årige københavnske forfatter, da han tidligere på aftenen talte med AOIB.DKs og Ikast Avis' udsendte.


- Jeg kan simpelthen ikke rumme foredragene. De kommer til at fylde for meget i mit liv. Jeg vil hellere koncentrere mig om min familie og mine bøger, sagde Peter Høeg.


Sagde ja anden gang

I denne uge var første gang, han i arbejdsmæssig forstand slog vejen forbi Ikast.

- Jeg vil gerne belønne biblioteket for den vedholdende interesse, de har vist mig, sagde aftenens hovedperson, der for et år siden blev inviteret til at indvie de nyrenoverede lokaler på netop Ikast Bibliotek.


- Dengang kunne jeg desværre ikke komme, så det var naturligt for mig at sige ja denne gang, smilede Peter Høeg, inden han returnerede til salen, hvor omkring 80 borgere var mødt frem for at få et glimt og egne indtryk af kendisskribenten.


Indre fordybelse

Peter Høeg har siden 1990'erne boet hos Vækstcenteret i Nørre Snede - et spirituelt bo- og undervisningssted, hvor der fokuseres på meditativ praksis og selvudvikling. Indre fordybelse var der også plads til under foredraget i Ikast. Men det handlede ikke om Peter Høeg.


- Jeg bryder mig ikke om at tale om mine egne bøger. Det, jeg ønsker at fortælle om den enkelte bog, står allerede sort på hvidt, forklarede Høeg, der i løbet af aftenen kun læste et par sider op af sin nyeste roman.


I stedet brugte han kræfterne og timerne på at hylde andre kunstnere - musikere, forfattere, digtere og poeter. Det foregik blandt andet via klassisk musik, jazz, persiske digte, tekster fra danske Benny Andersen og kraftfulde passager fra en stribe udenlandske forfattere.


»Åbn hjertet, luk øjnene og slap af i kroppen. Mærk kærlighedsfølelsen«, lød opfordringen flere gange fra Peter Høeg, mens han intenst ved hjælp af meditationslignende øvelser guidede de fremmødte gennem sin egen opfattelse af kunsten - som oplevelse og som forståelse.


Kunstnydelse kan trænes

Den karismatiske foredragsholder slog fast, at kunstnydelse kan trænes.

- Kunst skal ikke forstås, den skal føles. Flowet er vigtigere end forståelse, for i min verden er forståelsen af kunst overvurderet. Kunst er for alle - ikke kun de rige og de veluddannede, sagde Peter Høeg blandt andet.


Læs mere om Peter Høegs besøg i Ikast i næste uges Focus Ikast-Brande...


Ordet er dit