Tip os log ind
  • 1/: ISI har haft stor betydning for familien og har blandt andet også været medvirkende til, at familien bor i Ikast. ?
    Foto: Mikkel Korsgaard Christensen
  • 1/: Mads Kristian Hansen (t.v.) på sit værelse, som blandt andet er prydet af pokaler, medaljer og naturligvis en FCM-trøje.

ISI er anerkendt i hele landet

To Ikast-drenge har gået på efterskole i deres egen by for at udleve sportsdrømmene
10. januar 2019, 11.35

Efterskolen Tandlægeparret Anette Frandsen og Gert Hansen er for mange mennesker velkendte ansigter qua deres egenskab som tandlæger i Ikast. Sammen har de tre børn, Tobias, Emma og Mads Kristian. Dette er historien om drengene og deres vej mod at udleve drømmen om at blive bedst mulig inden for hver deres sportsgren. En vej, der har medført, at begge drenge har gået på ISI. På efterskole i deres egen by. En lidt speciel konstellation vil nogle måske sige, men ikke for 21-årige Tobias Hansen og 16-årige Mads Kristian Hansen. Hvor Tobias Hansen altid har været håndboldspiller, har Mads Kristian Hansen lagt sit fokus på fodbolden.


Vejen til ISI

For Tobias Hansen lå det ikke i kortene, at han skulle på efterskole, før han gik i 8. klasse. Anette Frandsen og hendes husbond Gert Hansen mindes, da de flyttede til byen i forbindelse med arbejdet i tandlægeklinikken i Midtbankhuset, at forældre til jævnaldrende børn prompte spurgte, hvor børnene skulle hen på efterskole.

- Ikast er en rigtig efterskoleby. Her går de fleste børn på efterskole, men det havde vi egentlig ikke tænkt for vores børn, forklarer hun og bliver suppleret af Tobias Hansen.

- De drenge, jeg gik med, spillede alle håndbold. Vi var på et højt niveau, og flere af dem skulle på ISI. Jeg gav det forsøget, og det var det helt rigtige for mig, fortæller han. Det samme mener hans lillebror Mads Kristian Hansen, som gik på efterskole på ISI sidste år, inden han begyndte i 1.g på Ikast-Brande Gymnasium i sommer.


Efterskolen blev udslagsgivende

For Mads Kristian Hansen var beslutningen om at tage på efterskole imidlertid anderledes. Han var som U13-spiller godt inde i FC Midtjyllands talentprogram og gik på Sønderagerskolen, som er en del af set-uppet. Mads Kristian Hansen valgte herefter at tage på efterskole på ISI. Det skulle imidlertid gå, ligesom familien havde drømt om. Træningerne med FCM blev flere og flere, og Mads Kristian Hansen blev i december 2017 tilbudt en tre-årig kontrakt. En kæmpe julegave, som han selv udtrykker det, og sådan en har han også fået i julen 2018.

- Jeg er blevet udtaget til U17-landsholdet, så det er en helt fantastisk rejse. Også at komme sådan lidt fra baghjul, fortæller Mads Kristian Hansen.


ISI-anerkendelsen er stor

Familien er foruden håndbold og fodbold også interesserede i skisport. Som noget af det sidste i 2018, tog de fem af sted på skiferie, inden familien igen spredtes. Tobias Hansen bor til dagligt i København, hvor han læser idræt på Københavns Universitet. Håndbolden er ikke lagt på hylden, og han spiller nu i 2.division i Hillerød - i øvrigt sammen med tre andre drenge fra ISI. Tobias Hansen fortæller, at han mærker en stor respekt for ISI rundt om i landet.

- Når man fortæller, at man er fra Ikast, forbinder folk det straks med sport, og alle kender ISI som et sted, man forsøger at komme ind, hvis man virkelig vil noget med sin sport, siger Tobias Hansen og bliver suppleret af sin far.

- ISI er et elitemiljø, og det er også det, vi oplever. ISI's mantra er en tredjedel skole, en tredjedel sport og en tredjedel fællesskab, fortæller Gert Hansen. Netop fællesskab er de to drenge helt enige i, at ISI er ret gode til. Derudover mener brødrene, at det er en ære at gå på ISI, hvor store sportsnavne har haft deres gang.

- Man bliver stolt af ISI, og man bliver stolt af at være fra Ikast. Folk kommer fra andre byer, og Ikast stormer også frem lige fra volleyball, til fodbold og golf, lyder det fra Tobias Hansen.

Nu venter endnu et semester i København for Tobias Hansen, mens den kommende tid for Mads Kristian Hansen bliver en balancegang mellem gymnasielivet og drømmen om en professionel karriere. Uanset udfaldet kan forældrene Anette Frandsen og Gert Hansen med rette være stolte. På ISI bliver man dygtig til sin sport, men man bliver også dygtig til at bruge dagens timer bedst muligt og til at blive et godt menneske - rustet til fremtiden.


Ordet er dit



Mere Ikast