Tip os log ind
Mark Lindberg har købt en storparcel i Drantum, hvor han går i gang med at bygge nyt hus til kæresten og sig selv. ?
Foto: Ejgil Jessen Hansen

"Jeg vil helst selv styre tingene"

19. september 2018, 10.55

BRANDE I juli 2017 tog Mark Lindberg springet fra ansat til selvstændig, da han startede sin egen tømrer- og snedkervirksomhed i Brande. "Jeg vil helst selv styre tingene", som han siger.

Indtil da var han ansat som tømrer i en virksomhed i Ejstrupholm. Mark er oprindelig fra Bramming, men flyttede til Brande i 2010. Han var alene i sin nystartede virksomhed indtil 1/9 i år, men han har nu ansat en lærling. Han vil gerne have et ungt menneske, som han kan være med til at lære op.


Hårdtarbejdende

Han betegner sig selv som hårdtarbejdende.

- Jeg elsker mit fag, og det betyder ikke så meget, om det ugentlige timetal kommer lidt højt op. Jeg skal jo selv sørge for det administrative, udarbejde tilbud, have kontakten til diverse myndigheder o.s.v., siger Mark Lindberg.

Han synes egentlig, at det med at starte sit eget, og alt det der følger med af godkendelser m.v., er gået forholdsvis nemt og enkelt. Der har ikke været de store problemer med myndighederne, og han er ikke betænkelig ved de administrative opgaver, der følger med ved at være alene om styring af virksomheden.


Når man ikke er "indfødt"

Hvis Mark Lindberg skal overleve som selvstændig, er det selvfølgelig afgørende, at virksomheden bliver efterspurgt. Han er meget bevidst om, at det er sværere for ham, når han ikke er opvokset i Brande eller er aktiv i diverse foreninger.

- Jeg har ikke et netværk, som er dannet gennem barne- og ungdomsårene, så mine muligheder er først og fremmest gennem godt, solidt arbejde at skabe mig et godt image.

Den første del af perioden som selvstændig er gået godt. Han samarbejder med andre selvstændige, således at de hjælper hinanden, når den ene har travlt og den anden knapt så meget. Han oplever, at selv om håndværkerne generelt har travlt, er der samtidig en stigende konkurrence. Borgerne vil have flere tilbud inden de vælger håndværker.


Selvstændig i Brande

Mark er lige som alle andre meget spændt på virkningen af Bestsellers nye by. Han ser først og fremmest gevinsten for hans branche i, at indbyggerantallet vil stige og dermed bliver der flere opgaver for håndværkerne. Ellers synes han, det er meget svært at vurdere, hvad det betyder for byen. Han synes, det er rigtig positivt at Ikast-Brande vurderes som den bedste erhvervskommune, men har ikke selv oplevet nogen direkte kontakte med de kommunale myndigheder, som gør, at han kan "kloge sig" på det område.

Mark Lindberg og hans kæreste bor på Fuglevænget, men flytter til Drantum. Parret har købt en storparcel, og går nu i gang med at bygge hus. Kæresten har to heste, så dem bliver der plads til. Hans synes i øvrigt, det er dejligt med det lille samfund i Drantum, som han allerede oplever har taget godt imod dem. Der bliver fulgt med i parrets nybyggeri på en positiv måde.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune