Tip os log ind
  • 1/: På fredag byder Kirkens Korshær indenfor til hygge, leg og kage, når butikken fejrer 30-årsjubilæum.
  • 1/: Henny Ringgaard glæder sig til at byde indenfor til fødselsdag på fredag.

Jubilæum: 30 år med gode handler og godt samvær

På fredag kan Kirkens Korshær i Ikast fejre 30-årsjubilæum
15. marts 2019, 10.14

Ikast På fredag kan Kirkens Korshær fejre 30-årsjubilæum. Det er i sig selv en stor begivenhed, og for Birgit Dahl, som har været med lige fra begyndelsen, er det noget ekstra særligt. De frivillige hos Kirkens Korshær i Ikast er nu gået ind i en lidt anderledes uge på grund af mærkedagen på fredag. Sidst på formiddagen mandag er det blevet tid til en frokostpause for de frivillige. Det foregår - som det altid har gjort - midt i genbrugsbutikken, for frokostpausen er ikke vigtigere end kunderne, og på denne måde kan man hurtigt afbryde sin mad og dermed betjene kunder.

- Vi får rigtig meget ud af at være frivillige her. Vi får mange samtaler med kunderne, som også handler om meget mere end spørgsmål om varerne. Det kan være alt fra en, der er trist, og som har brug for en snak, til en snak om børnebørnene, forklarer Birgit Dahl.


Sammenhold og god samvittighed

15. marts 1989 åbnede Krista Wedel Kirkens Korshærs genbrugsbutik under navnet »Ibrugigen« på Strøget 54. Flere frivillige tilbød at hjælpe. Det har ikke været et problem at skaffe frivillige, og det er det fortsat ikke i dag, hvor butikken er rykket til Strøget 44. Det skete i 2013, fordi de daværende lokationer, som har skiftet lidt i årenes løb, var for små. I begyndelsen syntes man hos Kirkens Korshær, at der i de nuværende lokaler var alt for meget plads. Det var imidlertid ikke tilfældet. Lokalerne blev hurtigt fyldt op, og mens varerne væltede ind, gjorde de frivillige det samme. I dag er der cirka 40 medarbejdere, som er på vagt en halv dag - nogle hver uge - andre hver anden uge. Derudover har butikken seks chauffører. Ved det lille frokostbord sidder en anden frivillig. Hun hedder Henny Ringgaard og har været med i cirka to år.

- Jeg er stolt af, at jeg på den her måde kan yde noget og give noget til de fattigste i Danmark. Man får god samvittighed, og så har vi et godt sammenhold. Jeg glæder mig altid til at komme herned, forklarer Henny Ringgaard.

Kollegaen Sigrid Sørensen er helt enig og fortæller, at hun har været med i 20 år.

- Det er måske det, der er med frivillighed. Man får det godt af det, og jeg kan også godt lide, at folk kommer, selvom de ikke skal købe noget, men blot vil have en snak, forklarer hun.


Genbrug er in

Udenfor butikken er Charlotte Petersen fra Ikast ved at parkere sin barnevogn og løfter sin lille søn Victor op i favnen.

- Vi skal lige ind og nipse lidt. Det er sjovt, fordi genbrug er jo blevet populært igen. For det første er varernes kvalitet tip-top, og for det andet gør man noget godt for andre. What's not to like, lyder det fra den unge mor fra Ikast, som gerne kommer nogle gange i ugen.

- Nu er jeg på barsel, så der er god tid. Vi kan godt finde på at kombinere en gåtur med et besøg her. Det er hyggeligt, siger Charlotte Petersen.

På fredag markeres dagen med rundstykker til de første 30, og over middag holder borgmester Ib Lauritsen (V) en tale, hvorefter dagen byder på aktiviteter - blandt kaffe, kage, gætteleg og spil.


Ordet er dit



Mere Ikast