Tip os log ind
Klosterlund Museum byer på jul som i gamle dage, når der er gang i aktiviteterne sidste weekend i november.
Foto: Privatfoto

Jul på klippekort

Lørdag 23. og søndag 24. november står den på julemarked på Klosterlund
15. november 2019, 06.31

Engesvang Traditionen tro er der julearrangement med masser af aktiviteter for børn og voksne på Klosterlund Museum.

Sidste weekend i november slår museet nemlig dørene op for et hyggeligt, gammeldags julemarked med alt, hvad der dertil hører af julepynt, grantræer, æbleskiver, lys og meget mere.

Der bliver mulighed for at vokse et æble, klippe julepynt, bage egne pebernødder eller bygge en træ-nisse. Der er også boder med gran, julepynt, dekorationer, gaveidéer og inspiration.

Som noget nyt i år kan man gå på nisse-jagt med præmie til vinderne. En af præmier er blandt andet en flot nisse.

Traditionen tro lægger museumsforeningen og museets frivillige et stort arbejde i julemarkedet. Over 1000 æbleskiver bliver bagt på det gammeldags tørvekomfur, i den gamle fodermesterbolig, hvor der også serveres gløgg.

Museets frivillige står også bag aktiviteter som trædrejning, binding af halmkranse, uldhåndværk og juledekorationer samt meget af arbejdet med forberedelserne. Derudover sørger et udvalg af bodholdere for markedsstemningen, og muligheden for at gæsterne kan få julegaver og julepynt i hus.

Fælles for mange af juleaktiviteterne på Klosterlund Museum er de historiske referencer til julen, som den udspillede sig på egnen tilbage i tiden, hedder det i pressemeddelelsen fra Klosterlund Museum.

Ved indgangen tilbydes et klippekort til alle børneaktiviteter. Klippekortet koster 10 kroner pr. barn og dækker udgifter til materialer. Til gengæld får børnene lov til at tage produkterne med hjem.


Ordet er dit



Mere Engesvang