Tip os log ind
  • 1/: Bakkehuset lægger lokaler til, når Ikast Soropmist inviterer til Julebazar.
    Foto: Privatfoto
  • 1/: Hjemmelavede juledekorationer sælges i stor stil.
    Foto: Privatfoto
  • 1/: Der plejer at være stor interesse for Soropitimsternes julebazar.
    Foto: Privatfoto

Julebazar i Bakkehuset

Kunsthåndværk, banko og caféområde er igen i år en del af programmet, når den internationale kvindeorganisation Soroptimisterne i Ikast gentager succesen med sin årlige julebazar i Bakkehuset
16. november 2019, 07.40

BAZAR En håndhæklet trendy taske, en smuk juledekoration skabt af naturligt "guld" fra den midtjyske natur, et glas hjemmelavet marmelade, måske et glas gløgg og en friskbagt vaffel eller spændingen i rækkefølgen af tal i julebankospillet med de populære gaver.

Der er mange grunde til, at den årlige julebazar arrangeret af kvindeorganisationen Soroptimisterne i Ikast har udviklet sig til et tilløbsstykke.

- Vi er glade og taknemmelige for, at så mange hvert år besøger vores begivenhed. Det er en hyggelig dag, en god start på julen med chancen for at være på forkant med juleforberedelserne, juleindkøbene, nyde julestemning i Bakkehuset og - ikke mindst - støtte et godt formål, siger klubbens præsident Karin A. Vestergaard.

Overskuddet fra Soroptimisternes julebazar går nemlig hvert år til velgørende formål for at hjælpe kvinder og piger rundt om i verden.

- I år har vi valgt at øremærke overskuddet til projektet "Stop Trafficking" - et internationalt projekt, der arbejder for at bekæmpe kvindehandel, siger klubbens præsident Karin A. Vestergaard.

Karin A. Vestergaard glæder sig over, at bazaren igen i år bugner af både hjemmelavet kunsthåndværk i god kvalitet og lækkert design, dekorationer, kranse og spændende tøj i reshop-it-boden. Dertil kommer tombola og det populære bankospil, som igen i år rummer masser af gevinster doneret af lokale virksomheder og butikker. Som noget nyt bliver der i år spillet banko ad to omgange. Mens der hele bazaren igennem vil være noget til ganen i form af kaffe, te og hjemmebag i bazarens hyggelige café.

- Alle foreningens medlemmer er engagerede i at få bazaren til at klappe, og alle glæder sig hvert år. Her får vi muligheden for at vise, hvem vi er, og får samtidig en rigtig dejlig dag sammen, hvor vi løfter i flok, og derved får styrket vores fællesskab i klubben. Og så er det jo fantastisk at så mange støtter op om bazaren, så vi også kan være med til at gøre en forskel.

Julebazaren foregår i år torsdag, den 21. november, i Bakkehuset, Ikast.



Ordet er dit



Mere Ikast