Tip os log ind
Ikast Avis uddeler for 10. og sidste gang julehjælp ud til trængte børnefamilier.
Foto: Henrik Ole Jensen

Julehjælp for 10. og sidste gang

15. november 2019, 10.38

JULEHJÆLP For 10. gang iværksætter vi her på avisen julehjælpsprojektet »Julekurven 2019« i samarbejde med Midtjyllands Frikirke og AB Kommunikation ved Anne Bente Volf.

Vi startede samarbejdet tilbage i 2010. Julehjælpen er et projekt rettet mod børnefamilier, der det svært med økonomien, og dermed går en uoverskuelig tid i møde, fordi der ikke er plads til de ekstra udgifter, julen kræver.

Godt hjulpet af mange frivillige i frikirken, af kontante tilskud fra loger og private og stor støtte fra en række handlende, lykkedes det os at uddele julepakker til over 50 familier - både i 2010 og 2011 og 2012. I 2013 nåede vi op på næsten 80 familier, blandt andet med massiv støtte fra lokale muslimer, som donerede store beløb til projektet. Og i de efterfølgende år har succes'en gentaget sig

Vi ved godt, at der er andre muligheder for julehjælp, men jo flere der vil og kan hjælpe de familier, der har det hårdt, desto bedre. Desuden samarbejder vi med andre hjælpeorganisationer i bestræbelserne på at få julehjælpen delt så retfærdigt ud som muligt.

I år bliver det et lille 10 års jubilæum for julehjælpen, men samtidig en afrunding af 10 års arbejde. Vi har valgt i dette regi at lægge projektet på hylden. Det betyder dog ikke, at initiativet kan tages op af andre. Der arbejdes fra mange sider på julehjælp til trængende familier, og vi har været glade for den opbakning, projektet har gået gennem årene.


Hvordan søger du?

Med »Julekurven 2019« ønsker vi at donere julekurve med mad og gaver - ikke kontanter.

Vi blander os ikke i, hvorfor man mangler penge til jul. Vi vil bare gerne hjælpe de børnefamilier, der trænger. Det eneste, vi beder om er, at man udfylder et ansøgningsskema, hvor man forklarer om familiens situation og eksempelvis skriver, hvor mange børn, der er i familien.

Ansøgningsskemaer kan afhentes på Ikast Avis' kontor.

I kan også skrive eller kontakte os, så kan vi sende et ansøgningsskema. Læs mere i annoncen denne uge.


Du kan hjælpe

Skulle der være enkeltpersoner, foreninger, firmaer eller forretninger, som ønsker at donere beløb eller på anden måde hjælpe, er de velkomne til at kontakte Ikast Avis eller Midtjyllands Frikirke i Ikast.

Kontakt os, hvis du vil hjælpe. Små og store støttebeløb kan overføres til denne konto i Handelsbanken:

7641 7520236

I håbet om en forestående glædelig juletid - også for dem, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen.


Ordet er dit



Mere Ikast