Tip os log ind
Årets julemærke fra Fonnesbæk Y's Men's Club er klar. Motivet er malet af Aksel Kror (t.h.) fra Drantum, og hovedmodtager af penge fra salget er en kampagne, der har til formål at sætte et særligt fokus på unges trivsel, så de ikke kommer ud i misbrug af hash eller andre stoffer. Her ses SSP-koordinator Helle Thomasberg Sundahl sammen med Kurt Skov fra Fonnesbæk Y's Men's Club i Ikast og kunstneren. ?

Julemærker mod hash

Fonnesbæk Y's Men's Club er klar til salg af årets julemærker, der skal samle penge ind til kampen mod rusmidler
29. oktober 2019, 11.34

Ikast-Brande En af de lokale traditioner, der markerer julens snarlige komme, er afsløringen af det årlige julemærke fra Fonnesbæk Y's Men's Club.

Snart vil frivillige sælgere stemme dørklokker i hele kommunen, og som altid går pengene til godgørende formål. Dette års hovedmodtager er kampagnen »Bekæmpelse af rusmidler i Ikast-Brande Kommune«, som ved præsentationen var repræsenteret af SSP-koordinator Helle Thomasberg Sundahl.


Alle kan hjælpe

Kampagnen har til formål at sætte et særligt fokus på unges trivsel.

Hvis et ungt menneske ikke trives og ikke føler sig som en del af det store fællesskab, er der risiko for, at den unge søger mod andre fællesskaber, hvor der er let adgang til hash, andre rusmidler og kriminalitet.

Men det er ikke nemt for de unge selv at overskue konsekvenserne af deres valg. Derfor har de brug for hjælp fra alle os andre.

- Fællesskab er et fælles ansvar. Vi skal have fokus på det gode ungdomsliv, sagde Helle Thomasberg Sundahl om kampagnen, der er bygget op om en række artikler i FOCUS Ikast-Brande, som dækker hele kommunen.


Effektfuld avisartikel

Den første artikel blev bragt 11. september, og den har allerede haft en mærkbar effekt.

- Vi fik viden om, at der er en nedlagt fabrik i Ikast, hvor der var problemer med, at unge mødtes og røg hash. Der blev taget kontakt, og vi har fået en konstruktiv dialog med de cirka 10 unge, der havde skabt deres eget lidt uheldige fællesskab, fortalte Helle Thomasberg Sundahl.

Med penge fra salget af julemærkerne kan kampagnen fortsætte et godt stykke ind i 2020.

Mens det opsøgende SSP-arbejde er henvendt til de unge, er artikelkampagnen primært rettet mod forældrene og andre voksne.


1,3 millioner kroner uddelt

I år er det 14. gang, Fonnesbæk Y's Men's Club udgiver julemærke og medfølgende årskalender.

De første 13 år har givet godt og vel 1,3 millioner kroner, som er delt ud til velgørende formål i kommunen.

En række trofaste sponsorer sørger for at dække omkostninger til tryk, mens en stribe frivillige fra Y's Men's klubberne i Fonnesbæk, Højderyggen og Brande er på gaden for at sælge mærkerne.

En del af salget varetages også af lokale ungdomsforeninger, som tjener penge til deres eget arbejde.


Spræl på farverne

Motivet på årets julemærke er skabt af kunstneren Aksel Kror fra Drantum.

- Jeg elsker store billeder, sagde han og fremviste et to meter højt maleri med titlen »Der er også plads til dig«.

- Jeg vidste jo godt, at det senere skulle koges ned til frimærkestørrelse og stadig være synligt og tiltrække opmærksomhed. Så jeg har holdt det i signalfarver, der siger bang. Det går jo ikke at bruge dunkle farver, når det skal fungere som motiv på et frimærke, sagde Aksel Kroer.

Han takkede samtidig for at være valgt til opgaven.

- Det er en ære, når en ting man har lavet, bliver brugt til sådan et godt formål som her, sagde Aksel Kror, der håber, at borgerne vil støtte det gode formål.


Ark er også lodsedler

Og der er faktisk ingen undskyldninger for at afvise sælgerne.

På grund af nedgangen i postomdelte julekort, sælger Y's Men's nemlig også »til og fra mærker«, og til firmaer findes der et tilbud om at købe elektroniske julemærker.

Der er udstedt 3000 nummererede ark julemærker samt 3500 ark med »til og fra mærker«, og der trækkes lod om 10 gavekort til Vores Ikast.

Sælgerne er på gaden i perioden fra 31. oktober til 22. december.


Ordet er dit



Mere Ikast