Tip os log ind
  • 1/: 1. november kan JW Industri i Ikast fejre 25-årsjubilæum. Virksomheden beskæftiger 36 mand, og ordrekartoteket tæller næsten 3800 kunder spredt ud over ind og udland. Her ses stifter John Winther i svejsehallen, som snart skal ryddes og gøres klar til både reception og personalefest.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Da John Winther stiftede sin virksomhed i 1992, var det med fokus på servicering og reparation af elektromotorer. Efter et par år blev forretningskonceptet udvidet til også at være maskinfabrik. I dag er JW industri vokset til at være underleverandør til et hav af forskellige brancher.
    Foto: Tom Laursen

JW Industri fejrer 25 år: Har i dag 3800 kunder i ind- og udland

1. november er det 25 år siden John Winther sprang ud med selvstændig elektrovirksomhed
29. oktober 2019, 14.45

Ikast - Jeg ville jo bare være selvstændig og arbejde med noget, jeg godt kunne lide, siger 52-årige John Winther fra Ikast om det industrieventyr, han begav sig ud på 1. november 1994.

Med et par års erfaring som uddannet elektromekaniker - men ganske uerfaren inden for drift af en virksomhed - sagde han som 27-årig farvel til et sikkert job hos sin læremester Leif Høj på Ikast Elektro og besluttede sig for at starte egen virksomhed i lejede lokaler på Grøddevej.

Med solid opbakning fra en lille kreds af kunder lykkedes det at etablere JW Elektro, der tilbød servicering og reparation af elektromotorer.

Allerede fra start beviste John Winther og det lille hold af ansatte, at de havde evnen og viljen til at opfylde kundernes behov og samtidig tjene penge.


Flid, gåpåmod og god støtte

Her 25 år senere er forberedelserne til jubilæet er i fuld gang i virksomheden, som i dag bærer navnet JW Industri og beskæftiger 36 mand.

Ordrekartoteket tæller næsten 3800 kunder spredt ud over ind- og udland.

- Det har krævet flid og gåpåmod, og det har været rigtig spændende at kunne opbygge en virksomhed med så mange medarbejdere, der er med til at give så mange muligheder for vores kunder, siger John Winther.

Han sender varme tanker til de mennesker, som dengang troede på den unge og ambitiøse 27-årige.

En af dem var den tidligere ikastbo, erhvervsmanden Niels Mosegaard, som gennem mange år drev tekstilvirksomhed i Slagelse.

Inden opstarten af JW Elektro havde de to mødt hinanden på en ferie i Italien.

Niels Mosegaard havde fuld tillid til John Winther og den nye elektro-forretning, og den erfarne erhvervsmand tilbød rådgivning og sparring.


77-årig klar med rundstykker

En anden vigtig person bærer navnet Esther, og er John Winthers mor, der i en alder af 77 år stadig er i firmaet hver dag.

- Hun har en blækspruttestilling, hvor hun kører ud med varer, passer telefonen og deler post ud på kontoret. Og så må vi ikke glemme, at hun sørger for kaffe og rundstykker hver dag, fortæller John Winther med et smil og tænker tilbage til dengang, han stod med en iværksætterdrøm - men manglede den nødvendige startkapital.

- Det var hende, der hjalp mig igennem med bank-aftale for 25 år siden, og uden hendes underskrift var dette her ikke lykkedes, siger John Winther.

Der gik blot et par år, før JW Elektro fik endnu mere at tilbyde kunderne.

- Vi udvidede forretningskonceptet til også at være maskinfabrik. Det virkede naturligt, for det at få ideer til nye ting har altid været en del af mig, forklarer John Winther.

Efter en kort årrække blev JW Elektro omdannet, så firmaet fik en anden selskabsform. Der blev oprettet en bestyrelse med Niels Mosegaard som formand, udarbejdet strategi-, vækst og handlingsplaner og snart blev der også erhvervet en grund og bygget eget domicil på Smedevej 7 i Ikast. Først med 1500 kvadratmeter i år 2000, og allerede to år efter blev der bygget yderligere 1500 kvadratmeter.

Efter 10-årsjubilæet i 2004 trak Niels Mosegaard sig tilbage fra bestyrelsesarbejdet, men udviklingen af virksomheden er fortsat.


Nye tider og nyt navn

I 2006 foretog man en ændring af firmanavn og logo fra JW Elektro til det bredere dækkende navn JW Industri.

I 2010 opkøbte man to andre virksomheder Nama og Scanhugger, og aktiviteterne herfra er flyttet til Ikast.

I dag er det hele samlet - om ikke under samme tag så i hvert fald i samme bydel, idet man ud over den nu 4000 kvadratmeter store bygning på Smedevej også har opkøbt to fabriksbygninger på Navervej, hvor der er montagehal for Scanhugger-produkterne og andre pladskrævende projekter.

Navneskiftet til JW Industri er internationalt og mere dækkende for virksomhedens nuværende produkter, ydelser og kundeunderlag, forklarer direktøren.

- Vi har fortrinsvis været hjemmemarkedsproducerende, men efter opkøbet af flis-maskinfabrikken Scanhugger i Ringkøbing, har vi fået eksport til mere end 10 lande, hvoraf USA, England og selvfølgelig de nordiske lande er de vigtigste, fortæller John Winther og løfter sløret for en af hovedårsagerne til virksomhedens succes.

- Man skal kunne sadle om og tilpasse sig tidens muligheder og udfordringer igen og igen. Det har vi været gode til, siger han.


Leverer til mange brancher

Uanset hvilken type industri, der præger samfundet, har Ikast-virksomheden været hurtig til at omstille sig og udvide paletten af kompetencer.

- Vi er i dag et industrialiseret maskinværksted, hvor vi startede som et elektroværksted. I første omgang havde vi udelukkende elektromekanikere ansat, men i dag har vi både smede, svejsere, ingeniører, konstruktører, industriteknikere og PLC-styringsfolk i organisationen. Det er en nødvendighed for, at vi kan udvikle os og servicere vores kunder i byggebranchen, metalindustrien, vindmølleindustrien, energisektoren, fødevarebranchen, logistik og forsyningsvirksomheder, forklarer John Winther.

Nama og Scanhugger er virksomhedens eneste varemærker, mens resten af produktionen hos JW Industri foregår som underleverandør til andre firmaer.

Eksempelvis til vindindustrien, hvor Siemens Gamesa koncentrerer sig om at udvikle nye og endnu mere effektive vindmøller i eget navn, mens de gamle møller fra tiden under navnet Bonus stadig snurrer, og det er JW Industri i Ikast, der bidrager med eftersyn, fejlfinding og service af de ældre møller.


Kunst med Cronhammar

Den kendte billedhugger Ingvar Cronhammar var heller ikke et øjeblik i tvivl, da han fik brug for dygtige smede til at skabe en ny udgave af skulpturen »Column«.

Det oprindelige værk blev skænket af Herning Folkeblads Fond som en gave til byen i anledning af avisens 140-årsjubilæum i 2009. Trods en højde på syv meter og en diameter på 73,34 centimeter lykkedes det igen og igen for varebilchauffører at overse og påkøre kunstværket i gågaden.

I 2013 fik JW Industri opgaven med at udvikle en hel ny søjle med samme udseende og dimensioner. Den skulle dog designes så praktisk, at hvis skulpturen igen bliver beskadiget, kan man producere en ny, imens den gamle bliver stående på sin plads - og bytte dem ud på en enkelt dag.

Den slags tænker borgere og turister næppe over, når de passerer den store skulptur på Østergade i Herning.

Men hos virksomheder med behov for innovative løsninger og godt håndværk, er det en velkendt sag, at JW Industri er klar med alt fra udvikling til produktion.

- Vi har så mange kompetencer samlet under ét tag, at vi kan være totalleverandør til mange brancher, siger den jubilerende direktør, som altid har lagt vægt på at skabe en arbejdsplads, hvor der er et godt miljø for medarbejderne.

- Det skal være sjovt og udviklende at gå på arbejde, og vi vil samtidig også gerne være en del af det rummelige arbejdsmarked, siger John Winther.

Der er altid to-tre lærlinge i virksomheden, og derudover viser JW Industri sin sociale profil ved at samarbejde med Den Sociale Kapitalfond.

JW Industri har siden 2015 haft en halv snes udsatte medarbejdere i skånejobs, for at hjælpe dem ind på det rigtige arbejdsmarked, og det har været med relativ stor succesrate.


Klar til fest

Jubilæet markeres med reception for kunder, øvrige forretningsforbindelser og andre gode venner af huset om eftermiddagen på selve jubilæumsdagen fredag 1. november, og så er der fest for medarbejderne dagen efter.

- Vores kunder og mine medarbejdere er årsagen til, at vi står her i dag med en god virksomhed, og det er vores måde at sige tak på, siger John Winther.

Han lægger ikke skjul på, at han runder de 25 år med en vis stolthed.

- Jeg vil ikke garantere, at jeg også står i spidsen for virksomheden, når der er 50-årsjubilæum. I første omgang går jeg efter de 40 år. Så er jeg 68, og det er jo nok den alder, man skal op på for at modtage folkepension til den tid, siger han med et glimt i øjet.

Den 52-årige direktør er optimistisk for fremtiden.

- Drømmen for JW Industri er, at vi stadig skal vækste, og det har vi rigtig gode muligheder for, siger John Winther og uddyber:

- Jeg har fået etableret en ny bestyrelse med Frank Skovsted og Tommy G. Jespersen i spidsen som formand, og der er lagt seriøse og ambitiøse vækstplaner for de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi hænger i og udnytter de muligheder, der ligger i markedet, og det er vi klar til.


Ordet er dit



Mere Ikast