Tip os log ind

Karen og Ole holdt kærlighedsfest i Faurholt

Kirkelig velsignelse gav et boost til ægteskabet
08. september 2019, 18.59

Ikast-Brande De 100 gæster vidste ingenting - kun at de var inviteret til "kærlighedsfest" hos Karen og Ole Christiansen sidste sommer, og at de skulle møde på den store sports- og friluftsplads i Faurholt. Da de mødte op, tog Ole imod, Karen var ikke at se, for hun var ved at gøre sig klar til kirke i en kjole, han ikke havde set. Da Ole med de mange gæster gik på jagt efter Karen og ankom ved kirken, regnede gæsterne ret hurtigt anledningen ud. Det blev en unik bryllupshøjtidelighed, hvor en afslappet sommerklædt sognepræst Birthe Møberg spillede på guitar, efter hun holdt en meget brugbar bryllupstale til parret. Hun havde fokus på kærlighed og livsglæde. På at nyde at være i live.

"Det var fuldstændig magisk i kirken. Og den følelse er der stadigvæk! Så stærkt og rørende var det, at alle gæster var vidner til, at vi bekræftede vores kærlighed, og at Karen er min! Det var noget ganske særligt på forhånd at have "tænkt sin partner helt i bund" - virkelig overveje, hvorfor vi hører sammen," siger Ole. Festen bagefter var som de havde drømt om. Brudekareten var en hest, som Ole løftede Karen op på, inden de med hele bryllupsfølget gik gennem byen for at holde fest.


Spiller hinanden gode

I sin tid blev Karen og Ole gift på rådhuset, fordi de ikke ville låne penge til at holde bryllup. I 2018 - et kobberbryllup, diverse ombygninger i den gamle smedje, hvor de bor, og tre børn senere - gik Karen ved sin fars side op ad kirkegulvet til Ole, så deres kærlighedsforhold også kunne få en kirkelig velsignelse. Nu skulle det være!

"Vi fik lyst til at fejre kærligheden. Vi kom til at tale om det vigtige i at minde hinanden på, hvorfor vi bor under samme tag, at vi overlevede tiden med små børn, at vi elsker hinanden. Der har bestemt været prøvelser undervejs, men vi ved, hvor vi har hinanden," siger Karen. Hun ville gerne i kirken og have den kirkelige velsignelse over deres ægteskab. I kirken er også deres tre børn døbt.

"Ja, vi kender hinanden virkelig godt. For mig er ægteskabet baseret på respekt og plads til hinanden. At vi prøver at spille hinanden gode," siger Ole.

Parret mener, at Birthe er en moderne præst, der formidler livsbekræftende, så de kan bruge pointerne ind i deres hverdag. Hun støder ingen væk og anerkender forskellige måder at bruge kirken på. Så taler hun i "menneskesprog", så de går derfra med ny energi.


Tal med hinanden

Her et år efter deres kærlighedsfest og kirkens velsignelse kalder de sig nyforelskede. På spørgsmålet om opskriften på et godt ægteskab kommer de ind på ingredienser som at give hinanden plads, udvikle hinanden og øve sig i at spille hinanden gode, inden der går kødsovs, sure sokker og travlhed i det hele.

Og så snakker de: "Vi kan simpelthen mærke, hvis ikke vi får talt sammen. Det er helt afgørende for os. Det er et våben til at overleve - at give sig til at snakke sammen. I timer," fortæller Ole.

Det sker ved spisebordet eller på gåture for to.

"Vi er meget forskellige i den måde, vi gør noget på. I årenes løb er Ole blevet mere rummelig - mindre firkantet, og jeg er blevet mere robust. Vi har været enige om, at man ikke må gå i vrede, og vores erfaring siger os også, at vi skal have forskellig plads til at håndtere vrede og frustration," tilføjer Karen og ser på sin mand med et glimt i øjet. Ægteskab er kompromis, tilgivelse og dynamik.


Ordet er dit



Mere Fritid