Tip os log ind
Søren Brøndum Christensen står i grøntafdelingen i Løvbjerg i Ikast, der er en af de afdelinger, som har fået et løft.
Foto: Jacob Hove

Købmand blev som ung hængende efter lukketid for at lære mere

Den nye købmand hos Løvbjerg i Ikast blev første gang butikschef som 26-årig
19. juni 2019, 13.40

Ikast Det lå ikke i kortene, men interessen for handel og ikke mindst kontakten med mennesker, var der fra starten.

Sådan forklarer den nye købmand hos Løvbjerg Ikast, hvordan han endte i den branche, han har været i siden starten af 20'erne.

Navnet er Søren Brøndum Christensen, og det er snart ved at være længe siden, at han blev præsenteret som den nye købmand i Løvbjerg. Men indtil 1. juni har han også skulle styre en Løvbjerg i Viborg, og det er derfor først nu, at der er blevet tid til at sætte sig ned og tage en snak med Ikast Avis.

Søren Brøndum Christensen startede sin karriere inden for købmandsfaget i starten af 20'erne. Han er sproglig student, og som mange andre studerende, så ville han gerne tjene lidt penge i de unge år.

Det blev til fritidsarbejde i et supermarked, men modsat de andre unge, så blev han hængende efter fyraften.

- Efter lukketid snakkede jeg med brugsuddeleren, fortæller Søren Brøndum Christensen.

- Jeg var nysgerrig og ville gerne vide, hvordan man drev en forretning. Så jeg spurgte ham om alt muligt og stillede en masse spørgsmål om, hvorfor vi gjorde tingene på den og den måde.


En ung butikschef

Interessen for handel og ikke mindst kundekontakt voksede langsomt.

- Min daværende svigerfar havde et stort supermarked i Viborg, og jeg fik en masse opgaver for ham. Som 26-årig blev jeg butikschef i min svigerfars supermarked.

Søren Brøndum Christensen mindes ikke, at han dengang tænkte, at det var et stort ansvar.

- Jeg var ung og troede på mig selv, så jeg blev ikke væltet omkuld. Men jeg fik da kam til mit hår og måtte neddrosle alt muligt andet, siger Søren Brøndum Christensen, der blandt andet havde spillet en masse fodbold på Viborgs bedste ungdomshold.

Fodboldkarrieren fortsatte, men kun på halvt blus.


Butikken i Ikast

For Søren Brøndum Christensen handler jobbet som købmand primært om én ting nemlig at sikre den gode kundeoplevelse.

- Jeg forsøger at stille skarpt på individuelle færdigheder. Jeg vil gerne gøre folk gode og lade dem arbejde med det, de er bedst til. Jeg vil gerne udfordre dem, give dem ros, feedback og konstruktiv kritik, siger han.

Han siger om butikken i Ikast, at han har overtaget en Løvbjerg, som er velfungerende, og han fremhæver slagterafdelingen som noget ganske særligt.

Ifølge Søren Brøndum Christensen har Løvbjerg i Ikast den tredjestørste omsætning af Løvbjerg-butikkerne i Danmark.

Alligevel har han en målsætning om, at gøre flere ting bedre.

- Vi har allerede udvidet frugt- og grønt-afdelingen med 40 procent. Fokus er på den gode kundeoplevelse, siger han og fortæller, at også vinafdelingen på sigt vil være et fokusområde.

Også på personalefronten er tingene blevet optimeret.

- Jeg tror alle har fået ændret i deres arbejdstid, så den bedre passer til deres liv. Jeg får mere ud af personalet, hvis de får nogle rammer, som passer med hjemmefronten, siger Søren Brøndum Christensen, der fortæller, at de ændringer, der skal laves i butikken, vil ske med respekt for fortiden.

Blandt ændringerne er også en udskiftning af alt i køle- og fryseafdelingen til lavenergiprodukter.

- Det er jeg meget tilfreds med, siger han.

Der er i alt 55 ansatte i Løvbjerg.


Ordet er dit



Mere Ikast