Tip os log ind
  • 1/: Klatretøsen Lærke Rind var i løbet af nul komma fem nået til toppen af klatrevæggen hos FDF Bording.
  • 1/: 25-årige Rasmus Birkkjær er kredsleder hos FDF Bording. Han har arrangeret årets sommerlejr, som en del af loppemarkedets overskud går til. Turen går til Nordjylland.
    Foto: HENRIK OLE JENSEN
  • 1/: William Østergaard tog gerne mere end en tur i baljen med vand - også selvom det var far, der skød.
  • 1/: Markedet var i år en succes med glade mennesker, mange loppefund og et væld af aktiviteter.
  • 1/: FDF Bording, marked.

Kødrand af mennesker hos FDF

Måske var det vejret, måske var det et stærkt lokalsamfund. Uanset hvilken var det årlige loppemarked hos FDF velbesøgt
12. juni 2018, 15.08

BORDING Det årlige loppemarked hos FDF i Bording var i år en succes.

I hvert fald var der allerede tidligt på dagen, lørdag, flere besøgende, end der plejer at være, og det kunne mærkes på mængden af proviant. Kort før middag måtte Carsten Birkkjær, der er tovholder på loppemarkedet, af sted mod Fakta for at handle ind til flere vafler - vaffeljernene var nemlig i flittigt brug.

- Der er sort af biler på gaden, og der var en kødrand af mennesker, der stod klar, da vi åbnede klokken 10, fortalte tovholderen og tilføjede:

- Det er da bare superfedt, det her. Prøv at høre den summen der er, af glade mennesker.


Det kolde gys

På loppemarkedet blev der ikke bare solgt ting, der var traditionen tro også en hel del aktiviteter, som både børn og forældre havde det sjovt med. Ved en af aktiviteter sad den 13-årige spejder William Østergaard.

På en lille skammel sad teenageknægten over en stor balje med vand - her kunne man så købe sig til at kaste træstykker mod en udløser, der ville trække sædet væk under William Østergaard og give ham et koldt gys i vandet.

Det stod Williams far, Per Østergaard gerne for. Med et grin skød han knægten i. Ikke bare én men to gange.

- Jeg er her ikke kun for sjov, jeg er også frivillig ved loppemarkedet. Det synes jeg er en lille ting at gøre, som betyder rigtig meget for FDF, sagde han og grinede til sin søn, der var plaskvåd.


Stor lokal opbakning

Foruden vandbalje-aktiviteten var der også mulighed for at smadre en bil, sponseret af en skrothandler, klatrevæg, mulighed for at kaste en våd svamp i ansigtet på sin leder - hvis man ellers kunne ramme og rig mulighed for at gøre sig en god handel.

For der var nok af loppefund. Fem hele rum i spejderhytten var fyldt samt et stort telt med møbler uden for.

- Folk er gode til at huske det årlige loppemarked - og alt hvad vi sælger her, det er samlet ind i Bording, sagde Carsten Birkkjær.

Alt hvad der bliver samlet ind til markedet går til spejderne. Blandt andet er det med til at gøre spejdernes sommerlejr noget billigere. I år går turen til Nordjylland til en hytte nær stranden.



Ordet er dit



Mere Engesvang