Tip os log ind
Tytex har sin produktion på egen fabrik i Slovakiet, hvor der er omkring 500 medarbejdere.
Foto: Tytex

Kendt Ikast-virksomhed er solgt

Tekstilvirksomheden Tytex er solgt til en kreds af midt- og vestjyske erhvervsfolk
15. august 2019, 15.01

Ejerskifte Ikast-virksomheden Tytex, som i mange år var ejet og drevet Thygesen-familien, får ny ejer.

Den nye ejerkreds består af flere midt- og vestjyske erhvervsfolk og omfatter blandt andre Tommy Jespersen fra Herning, der er tidligere direktør i Ikast-koncernen KK Wind Solutions, og Torben Paulin, der er tidligere direktør i BoConcept i Herning.

De to er begge aktionærer i Zefyr Invest, som er ny hovedaktionær i Tytex. Derudover træder de to vestjyske erhvervsfolk Johann Hoffmann og Søren Hygom også ind som medejere i Ikast-virksomheden.

Tytex er blandt andet specialiseret i produktion af trusser til personer, der lider af inkontinens, samt medicinske tekstilprodukter, der bliver brugt til nyopererede og kronisk syge. Virksomheden har omkring 50 ansatte i Ikast og 500 på egen fabrik i Slovakiet.

Direktør i Zefyr Invest, Lars Stagaard Jensen, fremhæver, at ejerkredsen ser et stort potentiale i Tytex.

- En stor del af de produkter, som Tytex fremstiller, bliver brugt af ældre i primært Europa, og det er et marked, som vokser, fordi der bliver flere ældre mennesker. I 2017 var næsten hver femte borger i EU 65 år eller derover, og i 2080 forventes 13 pct. i Europa at være 80 år eller mere, udtaler han i en pressemeddelelse.


Stor handel i 2006

Tytex var i mange år et af de vigtigste datterselskaber for Thygesen-familien i Ikast, der står bag Thygesen Textile Group. I 2006 solgte familien imidlertid Tytex til en investeringsfond for 500 millioner kroner.

Siden har der været flere ejere inde omkring virksomheden, og sælger af Tytex er Michael Zøhner Pedersen, som via Vernal A/S har ejet koncernen siden 2017. Salgsprisen offentliggøres ikke denne gang.

- Jeg har det rigtigt godt med at afhænde Tytex til Zefyr Invest. Zefyr har et langsigtet perspektiv med deres investeringer, og det er en god platform for Tytex og det potentiale, der kan høstes i de kommende år, udtaler Michael Zøhner Pedersen.

Ledelsen i Tytex bevares uændret med Jan Dam som administrerende direktør. I forbindelse med salget bliver Jan Dam en del af den nye ejerkreds.

Læs mere om handlen og fremtidsudsigterne for Tytex i Herning Folkeblad fredag.


Zefyr invest

Zefyr Invest er et investeringssamarbejde grundlagt i 2017 mellem en række jyske familier. Der investeres primært i mellemstore produktionsvirksomheder, hvor Zefyr går efter at blive majoritetsaktionær under et langsigtet ejerskab.

I september 2018 købte Zefyr KVM Industrimaskiner i Kjellerup som den første investering.

Fire aktionærer i Zefyr Invest udgør bestyrelsen. Det er Kurt Bering Sørensen, tidligere leder i VKR-koncernens holdingselskab Dovista, Torben Paulin, der er tidligere administrerende direktør i BoConcept i Herning, samt de tidligere direktører i elektronikkoncernen KK Wind Solutions i Ikast, Tommy Jespersen og Johnny Haahr.

Ordet er dit



Mere Erhverv