Tip os log ind
Foto: Adobe Stock Photo

Kæmp for det gode sprog

27. oktober 2019, 15.36

Debat Sproget er et tveægget sværd. Det kan bruges til at opmuntre og til at nedgøre, til glæde og til bedrøvelse. Vi ser desværre i disse år en tendens til, at sproget i det offentlige rum og på de sociale medier bliver mere brutalt, fjendtligt og hadsk.

For nylig opdaterede DR sin egen sprogpolitik, som nu lægger op til mere frisprog og øget frihed til brug af bandeord. Det er meget, meget trist, når man ser på den generelle samfundsudvikling. Vi har brug for gode forbilleder, gode sprogbrugere, som forkæler vores øregange med sprogets mange farver uden at gribe til bandeord, som kan virke stødende og fjerner opmærksomheden fra budskabet.

KLF, Kirke & Medier modtager løbende reaktioner fra mediebrugere - og i den seneste reaktionsrapport blev dårligt sprog udpeget som det største problem i medierne. Der er også andre problemer, som påvirker medierne i dag - fake news, og at annoncekroner forsvinder ud af landet. Men sproget er det, som for den almindelige mediebruger står som det største problem i dag.

Jeg kunne godt tænke mig, at professionelle sprogbrugere som journalister, politikere, præster og mange andre dyrker det gode sprog. Bemærk: Jeg tænker ikke på kancellisprog eller hellerupdansk. Men et godt sprog i både dansk og tale, som gør sproget til et stykke musik. Tænk blot på det bidrag, som Benny Andersen, Thomas Winding, Ole Michelsen, Jørgen Leth, Dronning Margrethe og mange andre har leveret til det danske sprog. De forstår sig på at bruge det gode sprog uden hverken at blive højrøvede eller fisefornemme.

Dem kan både jævne folk og professionelle sprogbrugere i Danmarks Radio, TV 2 og mange andre steder lade sig inspirere af.


Ordet er dit



Mere Debat