Tip os log ind
  • 1/: Harrild Hede inviterer til overnatning med forplejning.
    Foto: Flemming Hansen
  • 1/: Kunstpakhuset tilbyder rundvisning.
    Foto: Henrik Ole Jensen
  • 1/: Der er åben maleworkshop og meget mere i Brande.
    Foto: Tom Laursen
  • 1/: Tango MidtVest inviterer til dans på Klovborg Friskole.
    Foto: PR-foto

Kultur i hele kommunen

Fredag og lørdag 27. og 28. september sker der ting og sager i Engevang, Brande, Nørre Snede, Klovborg, Harrild Hede, Ikast og Isenvad
23. september 2019, 06.50

Ikast-Brande Syv byer er klar til at byde velkommen, når der bliver holdt Kulturnat og Frivillige Fredag 27. og 28. september.

I Klovborg er de klar til for første gang at slå byportene op for kulturen, der er for alle aldre og hele familien.

Blandt alt det, der kan opleves om fredagen, kan nævnes:

Tango-show v/Tango MidtVest på Klovborg Friskole.

Samlet fakkeltog fra Klovborg Friskole til Klovborg Kirke

Klovborg Kino inviterer til en særforestilling af »Løvernes Konge (2019)«. Kiosken er åben i biografen, inden filmens start så medbring gerne slikpenge.

Der er også musikandagt i Klovborg Kirke, forsamlingshusets kok serverer brændende kærlighed på Klovborg Friskole og Klovborg FDF har forberedt aftenoverraskelse.


Nørre Snede

I Nørre Snede sker der noget både fredag og lørdag.

Fredag i skolens Multihal er der Dans for alle - børn, unge og voksne og fakkeltog til kirken, hvor Ensemble MidtVest spiller koncert. Dagen afsluttes i kirken, hvor Centerkoret synger godnat.

Lørdag formiddag er der gøglerforestillingen »Von Kriegensbaums one man show« i Multisalen. Forestillingen er for børn og voksne.


Isenvad

Fredag aften er der Frivillig Fredag og Kulturnat i Sentrum, hvor den står på musikalsk caféaften og fællessang ved Bente Busk og underholdende indslag med unge lokale talenter, Louise Jacobsen og Oliver Nelander. Aftenen afsluttes med en lille musikalsk solokoncert under titlen »klima, krig og kærlighed« af Rolf Heidmann.

Lørdag eftermiddag er der historisk byløb/gang med start ved Sentrum. Alle kan være med, og det er gratis.


Harrild Hede

Fredag er der mulighed for at komme med på en overnatning med forplejning.

Der vil være aftensmad til alle deltagere, pandekager, kaffe/kage og morgenmad. Du skal selv sørge for service, sovepose og godt humør. Arrangementet er for alle aldre.


Engesvang

Fredag i Engesvang på Åboesvej er der sjove lege, lokalhistorie og gospelkoncert.

Alle går en tur gennem Åboesvej fra Dybdalsparken til kirken. Undervejs vil man blive mødt med forskellige opgaver, og når holdene og familierne når hen til kirken, skal det vise sig, hvem der vinder de præmier, som nogle af byens handelsdrivende har stillet på højkant.

Lokalhistorisk forening er medarrangør, så der bliver nok spørgsmål om nogle af de gamle huse på vejen, som jo er det gamle og oprindelige Engesvang.

Billetter kan købes ved indgangen eller i Dagli'Brugsen og på Kulturens Venners hjemmeside.


Brande

Aktiviteterne i Brande finder sted fredag 27. september i RemisenBrande.

Her er blandt andet åben maleworkshop for skolebørn v. Krea Brande, Brande Idrætsforening og SIM står bag udendørs-aktiviteter, hvor der arrangeres street fodbold, petanque, krokket og krolf med mere.

Der er indslag ved Teaterkompagniet Brande, hvor man kan opleve uddrag fra Teaterkompagniets kommende forestilling »The Wiz«.

Lysinstallation »Illuminati« kan ses på RemisenBrandes facade.

Oplev de dygtige sangere fra Operaen i Midten og hør koncert med Drantums Amatør Band - denne er delt op i to dele.


Ikast

I Ikast er der snigpremiere torsdag aften, hvor SIND, strikkedamerne, Fælles Fremtid på tværs og Frivilligcenter Ikast-Brande synger fællessang. Det er for alle med besøg af Niels Eje, der fortæller om musik for sjælen og foregår i Fælleshuset på Islandsgade.

Fredag sker der en masse forskellige arrangementer.

Blandt andet åbner en ny lokalhistorisk udstilling, der er koncert med Tamra Rosanes i Strøgcentret og Sherlock Holmes på Ikast Bibliotek.

Kunstpakhuset holder åbent med rundvisning, der er hotdog-konkurrence ved Bakkehuset og FDF Orkester ved Bakkehuset.

Ikast Kirke indbyder til en masse oplevelser i mørke - kirkeklokker i mørke, Gospel i mørke, orgel i mørke og meget mere

Der er også mulighed for at besøge vandtårnet, se byens lys fra toppen og lytte til Operaen i Midten.

Midtnatsvandring med Natteravnene Ikast, Bording og Engesvang og Natkassefilm i Ikast Bio.

Lørdag byder Vores Ikast på 100 gratis rundstykker i Strøgcentret samt både musik og sjippeopvisning af HGF Rope Skipping Team-Nørre Snede i Strøgcentret.


Ordet er dit



Mere Kultur