Tip os log ind
  • 1/: Operaen i Midten optrådte på Brande Bibliotek og i Kunstpakhuset
    Foto: Kim Kristensen
  • 1/: I Remisen Brande kunne man opleve Marilyn Mazur Special 4 byde publikum indenfor i en eventyrlig verden med mangefarvede stemninger og livlige energier. Der er rytme og slagtøj fra hele verden, stærke melodier og fængslende dramatiske forløb

Kulturnat og en forstuvet fod

Stor ros fra kulturformand Helle Mathiasen - der havde så travlt med natten at hun forstuvede en fod
04. oktober 2017, 15.45

KULTURNAT Efter en kæmpe satsning rundt om i hele kommune med mere end 30 Kulturnat-arrangementer fredag eftermiddag og aften, gør formanden for kultur- og fritidsudvalget, Helle Mathiasen status.

- En forrygende tur, kalder hun det roadtrip, hun tog på sammen med kulturkonsulent Carsten Jensen. De to nåede langt omkring - og havde også så travlt, at Helle Mathiasen måtte indkasserede en forstuvet fod på plænen ved Bakkehuset i Ikast, hvor hun overværede en koncert med Volf Duo.

De to besøgte blandt andet træskulpturen ved Kunstpakhuset, opera på Brande Bibliotek, udstilling og arbejdende kunstnere i Mejeriet, kulturnat i Gludsted med helstegt pattegris, sjippe-opvisning og lokalt band som indslag, gaming event på Islandsgade, koncert i Kunstpakhuset, open by night i Ikast, musik i vandtårnet og den afsluttende Volf-koncert i Ikast.

- Carsten og jeg blev modtaget med åbne arme alle steder, hvor vi kom, og selv om vi ikke nåede at være hvert sted så længe - fik vi stor anerkendelse for, at vi kom forbi for at påskønne det store arbejde, som alle de frivillige bød ind med til kulturnattens mange arrangementer, siger Helle Mathiasen.

- Hvis jeg skal pege på nogle arrangementer, som jeg synes var ganske enestående, var det Susanne Arenkiels træskulptur, arrangementet i Gludsted, big bandet i strøgcentret, musik i vandtårnet og sidst men ikke mindst Henrik Volf.

Helle Mathiasen kalder det en fantastisk tur - trods den forstuvede fod.

- Kulturnatten synliggør på fineste vis, hvor meget kultur, vi i virkeligheden har og får i Ikast-Brande, selvom vi ikke bruger ret mange penge på området.

Jeg er personligt meget stolt og benovet over, hvor mange og hvor forskellige events det blev til i hele kommunen. Kulturen viste endnu engang, at den kan bygge bro gennem hele kommunen og arbejder forbilledligt sammen fra nord til syd og fra øst til vest. En stor tak til alle vores kulturaktører og frivillige derude.


Ordet er dit