Tip os log ind
Hanne Aabo holder fernisering 15.-17. november.
Foto: Privatfoto

Kunst til alle årstider

Den lokale billedkunstner Hanne Aabo byder vanen tro alle interesserede på efterårsfernisering og viser igen nye facetter i sin billedkunst
14. november 2019, 16.33

Ikast Hanne Aabo holder vanen tro efterårsfernisering. Årets udstilling i Ikast-kunstnerens galleri rummer denne gang både billeder, der er resultat af et nyt samarbejde med en fotograf og helt nye temaer.

Hanne Aabo producerer med en rastløshed og iver, der betyder, at hun altid har adskillige malerier undervejs på en gang. De står på hvert sit staffeli og trækker i hende, så hun må arbejde snart lidt på det ene og så lidt på det andet. Selv om vi uden at afsløre for meget kan fastslå, at hun i princippet kunne lade sig pensionere, er tanken hende fjern.

- Hvis jeg af en eller anden grund ikke kan male i en periode, plager det mig. Det fylder i mine tanker, indtil jeg får penslen i hånden. Det er svært at forklare det behov, jeg har for at fordybe mig i malerierne, men det tanker mig op med energi og giver mig samtidig en ro og glæde at skabe, siger hun i en pressemeddelelse.


Fire årstider

I år har hun blandt andet arbejdet med de fire årstider, skildret som marker i spirende forår, i fuldt sommerflor, efter høst og sneklædt af fotografen Henrik Thomsen, som Hanne Aabo har indledt samarbejde med. På dem alle har hun malet et par, en mand og en kvinde, som kysser, leger, løber og fortaber sig i hinanden.

Inspirationen kan hentes lige udenfor galleriets dør i Ikast, for her er vidstrakte marker, men ellers er mange af motiverne hentet længere sydpå blandt andet i favoritbyen Paris.

Hanne Aabo har længe arbejdet med en kombination af sorthvide foto og farverige malerier herfra. I år er der et nyt tvist i form af et ægte parisisk menukort fra 1870, som er lagt ind over fotografiet i kombination med oliemaling.


Favoritter og fornyelse

På samme måde indgår citatpluk fra bøger og digte som delelementer i nogle af de nye malerier, hvoraf en del også har havet som motiv. Et andet motiv er en kvinde i folderig kjole henfaldet i tanker på et surrealistisk bagtæppe med fotoelementer af en statue og skarpt afgrænsede farvefelter.

Billeder af dansende par, som i mange år har været et fast element i repertoiret, mangler heller ikke - eller gyldne, farverige motiver med dyr fra Afrika.

- Mine malerier har mange forskellige temaer, jeg kan ikke se nogen grund til at begrænse sig selv. Det er spændende hele tiden at tilføje noget nyt, siger billedkunstneren.

Der er fernisering/åbent hus hos Galleri Atelier Hanne Aabo på Lægdsgårdsvej 1 fredag, lørdag og søndag 15.-17. november.


Ordet er dit



Mere Ikast