Tip os log ind
Den lokale kunstner Hakon Lund Jensen har doneret kunstværket »Køre-rundt« til Y' Men's Club Højderyggen.
Foto: Privatfoto

Kunstværket »Køre-rundt« afsløret

25. september 2019, 10.11

Ejstrupholm Hjulkapsler formet som et stort hjul er det nye kunstværk, som pryder gavlen på Y's Mens genbrugsforretning i Ejstrupholm.

Kunstværket er lavet af den lokale kunstner Hakon Lund Jensen, som gennem sin 40 år lange kunstnerkarriere har udsmykket kirker, kirkegårde og bygninger samt deltaget i byfornyelser flere steder.

Cirka 40 personer var mødt frem ved afsløringen af Hakon Lund Jensens kunstværk lørdag 14. september.

Den lokale kunstner Hakon Lund Jensen donerede ved arrangementet kunstværket »Køre-rundt« til Y' Mens Club Højderyggen.

Efterfølgende blev der mellem reolerne og standene med de mange genbrugsvarer serverret kaffe og kage for gæsterne. Ejstrupholm Bageri havde skænket en stor lagkage prydet med Y's Mens logoet og småkagefabrikken Kelsen i Nørre Snede donerede småkager til arrangementet.

Gennem en tid har Hakon Lund Jensen samlet på hjulkapsler fundet i vejgrøfter og ved rundkørsler. Han har tænkt, at der helt sikkert ville komme en anledning, hvor hjulkapslerne kunne anvendes. Hakon og gruppen bag genbrugsforretningen har gennem en tid været i dialog om ny udsmykning af forretningens gavl, og Hakon så muligheden for at kæde hjulkapsler og genbrug sammen i kunstværket »Køre-rundt«.

Ved afsløringen fortalte den lokale kunstner om tanker bag udsmykningen:

- Genbrug er en køre-rundt-forretning, hvor ting anvendes igen og igen og kører i ring. Det at køre rundt kan være noget med et hjul og en ring, og jeg fik idéen om, at min samling af hulkapsler var oplagt til kunstværket. Y's Mens genbrugsforretning er netop en forretning, der gavner genbrug og miljø, forklarede Hakon Lund Jensen ved afsløringen.

Y's Mens genbrugsforretning åbnede for 19 år siden og har siden præsteret fine overskud.

- Vi har gennem årene doneret lidt under 2.000.000 kr. til forskellige projekter, siger koordinator for Y's Mens genbrugsforretning Torben Pedersen.

Godt halvdelen af overskuddene er gået til lokale projekter.

- Spejdergrupper og andre børne- og ungdomsorganisationer har bl.a. modtaget donationer til bestemte formål, forklarer Torben Pedersen.

Y's Mens Club Højderyggen har desuden støttet regionale projekter sammen med andre Y´s Mens klubber.


Ordet er dit



Mere Ejstrupholm