Tip os log ind
  • 1/: The Silo i Københavns Nordhavn løb med Renover prisen 2018. ?
    Foto: Carsten Ingemann
  • 1/: Eksempel fra det indvendige design i The Silo.
    Foto: COASTARC / R. Hjortshøj
  • 1/: Et spændende byggeri, som Ikast-firmaet har været totalentreprenør for.
    Foto: COASTARC / R. Hjortshøj

Lokal entreprenør bag fornem bygningspris

19. september 2018, 10.55

IKAST En ombygget kornsilo i Københavns Nordhavn løb i sidste uge med den såkaldte RENOVER prisen 2018.

Forvandlingen af den gamle kornsilo er sket i et tæt partnerskab mellem COBE og bygherrerne, Unionkul og Ikast-virksomheden NRE Denmark A/S, der også har haft rollen som totalentreprenør.

The Silo, som projektet er døbt, var blandt seks nominerede til prisen og en del af 182 indstillinger til prisen, der er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.


Materialemæssig råhed

Det var formand for nomineringsudvalget, tidligere stadsarkitekt i Aarhus, Gøsta Knudsen, som stod for uddeling af prisen.

- The Silo er et fornemt eksempel på en ambitiøs transformering fra havneerhverv til attraktive, eksklusive boliger. Det er værdifuldt, fordi der i mange danske havne er funktionstømte siloanlæg, som venter på en stillingtagen til bymæssig genbrug eller nedrivning, sagde Gøsta Knudsen.

Før renoveringen var The Silo en ikonisk bygning, der stod ubrugt hen. Siden har den fået ny facade af stål, hvor altaner, isolering og døre er blevet en integreret del af bygningen.

Siloens råhed består også indvendigt, hvor de eksklusive lejligheder fremstår med ubehandlede betonvægge og originale loftshøjder på mellem 3,5 og 7 meter.

- Boligernes fandenivoldske materialemæssige råhed, den frigjorte indretning og det banebrydende arkitektoniske facadeudtryk er så perspektivrigt, at der ikke kan herske den mindste tvivl om renoveringens kaliber, tilføjede formanden ved kåringen.


Ikke en enkel opgave

Jacob Eiskjær Olesen fra NRE Denmark A/S siger: - Det har været et meget spændende projekt, hvor vi som både en af bygherrerne og totalentreprenør har kunnet være med til at vise, hvordan byernes gamle strukturer kan bevares og genanvendes til nye formål. Opgaven har ikke været enkel, men med et godt og åbent samarbejde og opmærksomhed på den samlede proces - lige fra det arkitektoniske og de konstruktionsmæssige udfordringer til finansiering - er det lykkedes at skabe noget unikt.

Ud over RENOVER-prisen er The Silo netop blevet anerkendt med en international pris som bedste højhus i Europa i 2018. Byggeriet har tidligere modtaget en pris fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse samt Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2018 samt flere arkitektpriser.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune