Tip os log ind
Repræsentanter for Nørre Snede Byinvest er ved at få styr detaljerne omkring det nye byggeri i dialog med EMR, Arkitema og EDC Nørre Snede. ?Privatfoto

Lokal entreprenør bag Nama-Parken

EMR har fået opgaven med at opføre 26 nye lejligheder
17. januar 2019, 15.09

nørre-snede Nu er næste vigtige skridt taget omkring opførelsen af Nama Parkens 26 lejligheder i Nørre Snedes bymidte. Selskabet bag projektet, Nørre Snede Byinvest ApS, oplyser, at det netop har indgået aftale med EMR, Murer & Entreprenør A/S, der skal opføre byggeriet i totalentreprise. EMR har hovedkontor i Nørre Snede.

- Vi har været i dialog med flere entreprenører. Vi vurderede, at vi fik både det bedste tilbud og den bedste dialog om byggeriets endelige udformning med EMR - og så er det jo ekstra glædeligt, at det faktisk er en lokal entreprenør med hovedsæde her i byen, siger Ole Nørgaard Andersen, som er bestyrelsesformand for Nørre Snede Byinvest.

- Vi ved, at mange har ventet på flere detaljer omkring lejlighedernes udformning. Andre har ventet på de præcise priser. Begge dele er noget, som vi kan få på plads nu, hvor vi har en aftale i hus med en totalentreprenør, tilføjer Ole Nørgaard Andersen.


Snart i gang

Selv om der hidtil kun har ligget nogle foreløbige skitser samt arkitekternes plantegninger, er omkring halvdelen af lejligheder allerede afsat. Nye mere virkelighedstro visualiseringer vil ligge klar i slutningen af januar. Nørre Snede Byinvest forventer fortsat, at byggeriet af begge punkthuse kan igangsættes i foråret.

Nama-byggeriet ligger på en del af et cirka 12.000 kvadratmeter stort tidligere industriområde i Nørre Snedes centrum.

De 26 lejligheder får størrelser på 66-161 kvadratmeter, og det er nu også fastlagt, at hver bolig derudover får et oplagsrum i kælderniveau. Lejlighederne, der opføres i kvalitetsmaterialer, udbydes som ejerlejligheder. En del af lejlighederne købes af investorer med udlejning for øje.


Ordet er dit



Mere Nørre Snede