Tip os
Et hold elever har netop været igennem det obligatoriske glatførekursus på køreteknisk anlæg i Hammerum, hvor kørelærer Berit Thøgersen er en hyppig gæst. Hun håber at få et ondsindet rygte om, at hun har mistet kørekortet, manet til jorden
Foto: Laila Kempel

Lokal kørelærer bremset af fuld stop

Berit Thøgersen føler sig ramt af onde rygter om at have mistet sit kørekort
16. maj 2018, 14.44

KØRESKOLE Berit Thøgersen har i årevis været en succesfuld kørelærer med egen virksomhed i Ikast.

I årevis har hun undervist den håbefulde ungdom i, hvordan man agerer i trafikken og håndterer det firehjulede køretøj rundt på landevejene.

Men i øjeblikket er hun ramt af en uforklarlig krise. Der er ganske enkelt ingen kunder i butikken, selvom hun har en ganske fin statistik med en meget lav dumpeprocent.

- Jeg har indtil for et par måneder siden haft så travlt, at jeg har måttet sige nej til at tage nye elever ind. Men lige pludselig fik jeg ingen. Det undrede mig, og jeg kan så konstatere, at der går et rygte i byen om, at jeg har mistet mit kørekort og derfor slet ikke kan drive køreskole, fortæller Berit Thøgersen.

Berit Thøgersen har IKKE mistet sit kørekort og må således gerne køre bil og drive sin køreskole og dementerer således det ondsindede rygte om hendes faglighed

- Jeg har med fem kilometers fart på en dag, hvor sneen forstyrrede udsigten, kørt forsigtet frem i et kryds. En cyklist snittede mit sidespejl med sin albue og mistede balancen og væltede. Jeg har ikke overholdt min vigepligt og derfor fået en betinget frakendelse. Sådan er loven, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg har fået en betinget frakendelse, men det betyder IKKE, at jeg har mistet kørekoret. Kun, at jeg skal bestå en ny køreprøve.

- Jeg har ikke på nogen måde kørt for stærkt, været påvirket eller på anden måde opført mig uforsvarligt i trafikken, siger kørelæreren, der gerne indrømmer, at udover, at de ondsindede rygter nu ser ud til at ødelægge hendes forretning, så har hendes faglige stolthed lidt et knæk.

- Men sådan er loven, erkender Berit Thøgersen.


Skrap dame

Berit Thøgersen er blandt de unge kendt som en »Skrap dame« - der til gengæld sørger for, at eleverne består i første forsøg.

- Det ved jeg godt, men det rygte har jeg det fint med. Jeg er glad, når mine elever klarer sig godt, siger Berit Thøgersen.

Også blandt de 17-årige, der nu må tage kørekort har hun en høj succesrate.

- Jeg oplever, at det har været et rigtig fint initiativ. Om du er 17- eller 18 år gør ingen forskel når du skal lære at køre bil. Men jeg oplever, at de frem til de bliver 18 får en værdifuld erfaring ved at kunne køre med en anden ustraffet og erfaren chauffør i bilen. Det giver værdifuld erfaring og øget sikkerhed frem mod deres 18 års fødselsdag, hvor de må køre alene, siger Berit Thøgersen, der håber på, at hun igen får elevtilgang og gang i sin køreskole.


Ordet er dit



Mere Erhverv