Tip os log ind
En ny metode for organisering af hjemmepleje og hjemmesygepleje er baseret på selvorganiserende hold på typisk 7-8 medarbejdere. Her ses et hollandsk team fra nonprofit-organisationen Buurtzorg.
Foto: Privatfoto

Lokalpleje Danmark: Forsøg med ny metode i ældreplejen behøver ikke være svært

14. maj 2019, 16.10

Den almennyttige organisation Lokalpleje Danmark imødegår skepsis hos Ikast-Brande Ældreråd: Helhedsorienteret pleje af ældre i eget hjem kan starte i lille skala uden udbud og vil kunne øge tilfredsheden hos både ældre og hos personalet

Ikast-Brande Hvis man som borger i Ikast-Brande Kommune i dag modtager hjemmehjælp og hjemmesygepleje, vil man hen over en måned typisk få besøg af 10-20 eller endnu flere forskellige ansatte. Hvordan ville det være, hvis man som borger primært fik besøg af en eller to medarbejdere og typisk måske højst tre til fem medarbejdere? Og hvordan ville det være, hvis sygefravær og stressniveau blandt de ansatte faldt markant - samtidig med, at arbejdsglæden voksede?

De spørgsmål har den almennyttige organisation Lokalpleje Danmark stillet politikerne i Ikast-Brande Kommune - sammen med et tilbud om i partnerskab at være den første kommune i Danmark, som i fuldt omfang muliggør en ny succesfuld helhedsorienteret måde at organisere arbejdet på. Metoden er baseret på selvorganiserende hold med typisk 7-8 medarbejdere, herunder både social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og hjemmesygeplejersker.


Succes i Holland

Lokalpleje Danmark vil med støtte fra den hollandske nonprofit-organisation Buurtzorg indføre en reelt helhedsorienteret arbejdsmetode på tværs af faggrænser og administrative barrierer. I Holland har metoden gået sejrsgang, og Buurtzorg, der i 2006 startede med 4 ansatte, har i dag mere en 14.500 medarbejdere. Succesen har spredt sig fra borger til borger via anbefalinger, og ved at plejepersonale, som ønskede at have større indflydelse på egne arbejdsforhold, er kommet hastigt til. Buurtzorg er også aktiv i Sverige og Tyskland.

Forslaget om, at Ikast-Brande Kommune skulle gå i front med metoden i Danmark, er blevet mødt med skepsis i et høringssvar fra kommunens Ældreråd. Til det siger en af initiativtagerne til Lokalpleje Danmark, Bjørn Kassøe Andersen fra Nørre Snede, i en pressemeddelelse:

- Vi kan godt forstå Ældrerådets skepsis, men så vidt vi kan se, beror den på flere misforståelser. Det behøver ikke være så svært, som Ældrerådet giver udtryk for. Der er mulighed for at afprøve modellen i lille skala uden store ændringer i det kommunale system, og uden at der skal gennemføres et kompliceret udbud. Faktisk taler vi her og nu blot om, at vi - ud over social- og sundshjælpere og -assistenter - også får lov at ansætte op til 3-4 sygeplejersker med afregning på samme niveau, som det koster kommunen selv at udføre sygepleje.

Bjørn Kassøe Andersen har sammen med en anden af initiativtagerne, Brian Knappmann fra Silkeborg, haft en række møder med ledelsen i den kommunale administration.

Bjørn Kassøe Andersen siger:

- Vi har haft en fortrinlig dialog, og vi er blevet en del klogere på de barrierer, som i dag gør det svært for kommunen at organisere arbejdet på tværs af faggrænser.

Han peger på, at udbudsreglerne tydeligvis er udfordring - selv om reglerne egentlig har til hensigt at sikre, at en kommune får den bedste og billigste ydelse.


Start i lille skala

- For at komme i gang og vise, at det her selvfølgelig også kan lade sig gøre i Danmark, har vi foreslået Ikast-Brande Kommune at starte i lille skala. Så bliver der ikke brug for at gennemføre et udbud. Vores forslag er baseret på en partnerskabstankegang, hvor vi sammen undervejs kan indhøste erfaringer og lærdom.

I den politiske behandling og fra Ældrerådet har et argument mod initiativet været, at sygeplejersker i en lille organisation som Lokalpleje Danmark ikke vil have den fornødne specialviden. Til det siger Bjørn Kassøe Andersen:

- De erfarne hjemmesygeplejersker, som er involveret i vores initiativ, mener ikke, at det er et problem - og vi taler generelt om viden, som hjemmesygeplejersker allerede har eller vil være i stand til tilegne sig. Som en del af partnerskabet vil vi imidlertid gerne kunne trække på viden og erfaring hos særligt kompetente sygeplejersker ansat af Ikast-Brande Kommune, og i så fald må afregningen blot køre den modsatte vej. Vi vil også gerne kunne trække på det eksisterende kommunale akutteam, hvor det viser sig nødvendigt. Det vil i vores øjne også være en del af partnerskabet.

Han sammenfatter Lokalpleje Danmarks tilbud til Ikast-Brande Kommune således:

- Vi vil med Buurtzorg-organisationen i ryggen gerne etablere et tillidsbaseret partnerskab med en dansk kommune. Det skal være en kommune, som er interesseret i at være pioner i Danmark og fuldt ud afprøve en ny helhedsorienteret måde at organisere arbejdet på. Derfor forudsætter det, at hjemmesygepleje er inkluderet. Vi synes, at vores initiativ passer godt sammen med den entreprenørånd, som generelt hersker i Ikast-Brande, og med det, som vi her i kommunen kalder for hedekraft. Vi håber derfor, at det bliver Ikast-Brande Kommune, der vælger at tage pionerrollen.


Ordet er dit



Mere Ikast-Brande kommune