Tip os log ind

Lundgaard sang julen ind - og kirken får sit flygel

Ikast Kirke havde forleden julekoncert, der i år havde sangeren Jesper Lundgaard som solist. Nyt flygel indvies i januar
17. december 2017, 17.00

IKAST Godt 200 mennesker overværede koncerten, hvor Jesper Lundgaard sammen med sin pianist fremførte et bredt repertoire af sange med relation til julen - fra danske julesalmer over engelske ørehængere som Cliff Richard`s "Christmas time, Mistletoe and Wine" og Judy Garlands "Have Yourself a Merry Little Christmas« til "Ave Maria" på italiensk. En imponerende sangstemme, der gjorde sig rigtig godt i kirkens højre rum.

Tilhørerne kunne også glæde sig over "Min Ønskeseddel" af Linda Andrews. Det var et nummer, der gav anledning til, at Jesper Lundgaard på elegant vis kunne fabulere over kontrasten mellem på den ene side barnets kontante og bogstavelige BR-ønsker og på den anden side den voksnes mere abstrakte og højstemte ønsker og drømme om kærlighed og fred overalt på jord. Jesper Lundgaard opnåede også at få sig en tidlig mandelgave: nemlig lejligheden til at kunne optræde sammen med Ikast kirkekor.

Sådan introducerede han en fælles fremførelse af "Dejlig er jorden" efterfulgt af "En stjerne skinner i nat". Under koncerten blev der også mulighed for publikums deltagelse i sangen - inden for ret forskellige genrer: "Rudolf med den røde tud" som et eksempel og Leonard Cohens "Halleluja" som et andet. Undervejs blev det afsløret, at Jesper Lundgaard også formår at skabe musik med mundfløjte - han gav på forunderligvis et af Roger Whittakers velkendte og hurtige fløjtenumre. Koncerten afsluttedes med Gospel sang, hvor hele kirken kom op af stolene - og med henvisning til sangerkollegaen Stig Rossen afsang Jesper Lundgaard et ekstranummer i form af "O Hellige Nat". Stor og velfortjent applaus til Jesper Lundgaard og pianist.


Støttekoncerter

Julekoncerten var også den sidste af tre flygelstøttekoncerter. Det store billetsalg til netop denne koncert blev en perfekt afslutning på menighedsrådets indsamling af penge til et flygel til Ikast kirke. Der er nu rådighed over tilstrækkelig økonomi til et sådant instrument, og flyglet "flytter ind" umiddelbart efter nytår. Anskaffelsen er, ud over indtægter fra flygelstøttekoncerter, muliggjort af gaver samt velvillig støtte fra annoncører i det flygelmagasin, der blev udgivet tidligere på året, af donationer fra Egefonden, fra Midtjysk Skole- og Kulturfond og senest også af Ikast Sparekasses Legat. Arbejdet med at opnå disse gaver og anden støtte er hjulpet på vej af en kreds af lokale ressourcepersoner, der har været en uvurderlig hjælp for menighedsrådet og den arbejdsgruppe, der siden 2016 har kæmpet for at Ikast kirke kunne blive et "hjem med flygel".

Det nye flygel bliver indviet søndag 7. januar, hvor der arrangeres en klassisk flygelkoncert med pianist og professor Erik Kaltoft. Erik Kaltoft er velkendt i byen, som overdommeren ved konkurrencen "Unge Sangere", og han har også været en af ressourcepersonerne i forbindelse med Ikast kirkes flygelanskaffelse. Det musikalske program vil fremgå af den senere annoncering.


Ordet er dit



Mere Kirker