Tip os log ind
  • 1/: Emma N. Okstrøm og Lærke Cecilie Løvshall har gennem hele december solgt pebernødder i deres lille butik. De donerer overskuddet til den lokale julehjælp foto Laila Kempel
  • 1/: Der kan være travlt i pebernøddebutikken på Vestre Skole foto Laila Kempel
  • 1/: Ind i mellem kan der opstå kødannelser. Salg af pebernødder i frikvarterne har været en succes foto Laila Kempel
  • 1/: Eleverne har selv valgt, at de vil støtte julehjælps-projektet, siger pædagog Rasmus Hebsgaard

Mange pebernødder små... blev til julehjælp

Fire specialelever fra Vestre Skole har med en stor december-indsats reddet julen for flere lokale familier
19. december 2016, 15.02

PEBERNØDDESALG 25 pebernødder sirligt pakket i små poser med fine røde sløjfer har gennem hele december måned forsødet julen hos eleverne på Vestre Skole i Ikast, der for fem kroner har købt sig til julegodterne

Bag disken har fire elever fra en af skolens specialgrupper haft travlt med at holde styr på både poser, pengekasse og økonomien i deres lille forretning.

Pebernødderne har de købt og vejet op i mindre portioner, og er således blevet udfordret til at bruge deres matematiske kompetencer i en aktiv og praktisk form.

- Vi vil gerne give penge til familier, så de kan holde jul, forklarer ni-årige Lærke Cecilie Løvshall, der sammen med Emma N. Okstrøm passer pebernødde-butikken denne formiddag.

Pigerne har hver deres spidskompetence og Lærke har for eksempel været ansvarlig for at klippe båndet og binde det om poserne mens Emma sammen med de to drenge Magnus Lerager og Tobias Skovdall har haft ansvar for optælling af både pebernødder og omsætningen når dagens salg var overstået.

- De fire elever har selv været med til at vælge, hvad de gerne ville lave i løbet af december måned. Vi stillede flere forslag op de kunne vælge imellem. Sidste år havde vi et projekt, der støttede SOS' børnebyer, forklarer pædagog Rasmus Hebsgaard.

Han kan også afsløre, at eleverne på Vestre Skole har været flittige kunder og, at overskuddet formentlig bliver et sted mellem 1500 og 2000 kr.

Pengene gives videre til det lokale julehjælpsprojekt , administreret af Ikast Avis, Midtjyllands Frikirke og AB kommunikation.

Heldigvis har de fire elever også optjent en belønning til sig selv. I sidste uge var de fælles oplevelses/ shoppetur.




Ordet er dit