Tip os log ind
Marianne Christensen, Spin Mode er den eneste butiksindehaver, der har været med i samtlige 25 år af Strøgcentrets leveår. Dengang var hun i tvivl, sagde ja og har aldrig fortrudt siden ??

Marianne har sølvbryllup med glastaget

07. juni 2017, 11.49

JUBILÆUM En eneste butiksindehaver har været med i samtlige 25 år, hvor Strøget har haft glastag.

Marianne Christensen fra Spin Mode havde kun været selvstændig i halvandet år, da handelstandsforeningens daværende formand, Anders Hust, bankede på hendes dør.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det var en god ide. Men jeg var bekymret for økonomien. Kunne jeg rumme det? Samtidig var jeg klar over, at blev det aktuelt, så skulle jeg have lavet hele min butiksfacade om. Dengang havde vi indgang i smøgen, siger Marianne Christensen.

Hun grublede og overvejede situationen og blev så til sidst nødt til at tage en beslutning, da handelstandsforeningens formand igen stod i døren og krævede et konkret svar: ja eller nej.

Marianne Christensen svarede ja og har ikke et sekund været i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

- Ikast har jo overlevet på det. Vi får roser næsten dagligt fra kunderne. Jeg har lige haft en kunde fra Silkeborg...og de kommer altså fra hele det midtjyske område for at handle her, siger Marianne Christensen.

Hun har ikke den endelige opskrift på, hvad der skal til i de kommende 25 år.

- Men vi skal på ingen måde forsømme at holde tingene ved lige og være opdateret. Måske vi skulle tænke på udsmykningen og i sæsonen have nogle flere blomster med farver til at friske op med, jeg ved det ikke. Det er i alt fald ingen tvivl om, at det har været pengene værd. Butikkerne har overlevet på det. Jeg har selv sat stor pris på, at gadevarerne ikke kun behøvede at være udsalgsvarer. I ly for regn og blæst har jeg kunne stille de pæne varer på gaden, siger Marianne Christensen, der håber at butiksindehaver og kunder fortsat vil værne om det helt unikke og til dato eneste overdækkede Strøgcenter i Danmark.


Ordet er dit