Tip os log ind
13-årige Mathias Ringgaard.
Foto: Privatfoto

Mathias Ringgaard slutter sæsonen på toppen

15. oktober 2019, 12.14

Motorsport 13-årige Mathias Ringgaard deltog i weekenden i finalen i Kart Cup Nord i gokartklassen Rotax Mini. Finalen blev kørt på hjemmebanen i Faurholt.

Allerede under de første træninger viste Mathias, at han var blandt de hurtigste og lagde dermed et stort forventningspres på sine skuldre.

Tidtagningen gav startplads to til første heat. Her kæmpede Mathias længe med konkurrenten på 3. pladsen, og inden Mathias kunne passere ham, var 1. pladsen desværre kørt for langt væk. Slutresultatet af 1. heat blev derfor en godkendt 2. plads.

Til prefinalen begyndte vejret at skifte, og bedst som alle kørerne blev sendt ud på tørvejrsdæk, begyndte det at regne.

Selvom det kun blev til en lille regnbyge, betød det alligevel, at banen blev meget glat. Dette betød desværre også, at de tre første kørere alle kørte af banen i tredje sving. De to konkurrenter kom hurtigt på banen igen, mens Mathias måtte kæmpe mere for at få den tunge gokart fri af sandkassen. Slutresultatet blev derfor en sidsteplads i prefinalen.

Forventningerne til dagens finale var nu meget nedtonet, og det lille private racerteam fra Ikast var nu godt tilfreds med blot at slutte i top 3.

Mathias viste dog, at han har en fantastisk fightervilje. Han tog starten fra en sidsteplads og frem på en 3. plads. Allerede på anden omgang var Mathias oppe på 2. pladsen, og så gik jagten ind på den førende. Med fem omgang tilbage overhalede Mathias konkurrenten på langsiden og kunne dermed køre sejren hjem foran den nykårede mester Malte Ebdrup.

Mathias understregede sin sejr med at sætte hurtigste omgang i samtlige 3 heats.

Nu skal vinterpausen bruges på at gøre gokarten i tip top stand til næste års jagt på DM, og så skal der arbejdes på at finde sponsorer, hvis målet om DM skal kunne realiseres.


Ordet er dit



Mere Sport