Tip os log ind
Stina Tang Frandsen, projektleder i MCH Musical, gør klar til offentliggørelsen af Evita i MCH Herning Kongrescenter.
Foto: Mch/tony Brøchner

MCH opsætter Evita på 100-året efter Eva Perón

Præcist 100 år efter Evitas fødsel, opfører MCH Herning Kongrescenter i 2019 den legendariske musical
06. juni 2018, 10.44

MUSICAL Som det eneste sted i Danmark opfører MCH Herning Kongrescenter i 2019 musicalen Evita. Publikum kan opleve den dramatiske fortælling om den karismatiske og ikoniske Eva Peróns rejse fra et liv i yderste fattigdom til en plads i overklassens rampelys, når MCH opsætter musicalen Evita i 100-året for hendes fødsel.

Mange kan nynne med på sangen »Don't cry for me Argentina«, skrevet af makkerparret Andrew Lloyd-Webber og Tim Rice. Sangen stammer netop fra musicalen Evita (1978), der bærer navnet, som den argentinske befolkning døbte Eva Perón. I sin kamp for de fattige blev hun landets mest magtfulde og omtalte kvinde. Da hun i 1952 døde af kræft, efterlod hun Argentina i landesorg. Inden sin død som kun 33-årig nåede hun at forføre en hel nation. Hun var elsket af underklassen og foragtet af overklassen, blandt andet fordi hun blandede sig i sin mands, general, præsident og diktator Juan Peróns, politiske embede.

I MCH ser man frem til at opsætte og opleve den verdensberømte musical:

- Vi er begejstrede over at kunne præsentere denne store musicalklassiker i MCH Herning Kongrescenter. Evita indeholder både nerve, drama og smuk musik - kort sagt: alt, hvad en god musical skal byde på. Vi glæder os til at byde indenfor til en ny, stor musical-oplevelse i MCH, siger Nicki Quist, leder af Kultur i MCH.

Evita opføres 4. - 27. april 2019 i MCH Herning Kongrescenter og herefter 16. - 18. maj i Aalborg Kongres & Kultur Center.

FAKTA

. Helaftensforestilling i 2 akter

. Komponeret af Andrew Lloyd Webber - tekst af Tim Rice

. Eva Perón ville være blevet 100 år i 2019 (født 7. maj 1919), og vi markerer derfor hendes 100-års dag.

. Har spillet i årevis i West End i London og på Broadway, hvor den som den første britiske musical modtog en Tony Award i 1979.

. Spillefilmen Evita (1996) havde Madonna og Antonio Banderas i hovedrollerne.


Ordet er dit



Mere Kultur