Tip os log ind
Foto: Mikael Lund

Med hjul under fødderne

Rune Lyager Poulsen er blevet nomineret til Kulturprisen Focus Ikast-Brande 2019 blandt andet for sit arbejde med Urban Street Zone
29. juni 2019, 10.49

Kulturpris Det er en af Brandes mange ildsjæle, der er blandt de nominerede til Focus Ikast-Brandes Kulturpris 2019.

Rune Lyager Poulsen er 37 år, gift med Mette, og parret har tre børn, en pige og to drenge. Det er ikke kun skaterparken Urban Street Zone, som Rune er kendt for. Sammen med Mette har han skabt en så smuk beboelse til familien, at villaen i 2010 modtog Focus Ikast-Brandes byforskønnelsespris.

Rune Lyager Poulsen er født i Brande. Han blev udlært tømrer og har i dag sit eget tømrerfirma. Som ung var han optaget af mountainbike, og han var en habil håndboldspiller.

Starten på Urban Street Zone sker i forbindelse med en tur, hvor han sammen med en af sønnerne besøger en skaterbane.

Både sønnen og Rune synes, det er sjovt, og da de kommer hjem, laver Rune en lille bane i haven derhjemme.

Nu opstår ideen om at lave det tilbud i Brande, og der er ikke så langt fra tanke til handling. Han får flere Brande-borgere med, og et areal på parkeringspladsen ved Brande Hallerne inddrages. I april 2017 stiftes street sport-foreningen Urban Street Zone.

Interessen er stor, så da mulighederne for overtagelsen af hallerne på Mylius-Erichsensvej dukker op, går Rune sammen med mange andre frivillige i gang med at skabe en af Danmarks bedste skaterparker.

Den første hal blev indviet 2. december 2017, og den anden stod færdig i starten af 2019.

Rune har lagt et kæmpe antal timer i projektet, og Urban Street Zone blev sidste år valgt som Årets branditter.

Desuden modtog Urban Street Zone også KulturVækstPrisen for 2018, foreningen er blevet udpeget som Årets forening i både Brande og Ikast-Brande Kommune og var først på året desuden med i opløbet om Danskernes Idrætspris, der blev uddelt i forbindelse med DR's sportsgalla Sport 2018 i Boxen.


Ordet er dit



Mere Brande