Tip os log ind

Midtjyder for et tryggere Danmark

05. november 2015, 20.44

DEBAT Vi ønsker et Danmark, hvor det er sværere at være kriminel, tryggere at være borger og lettere at være lønmodtager og virksomhed. Det kan vi fremme ved at ændre det danske retsforbehold, så vi får en tilvalgsordning, hvor Danmark frit kan vælge, hvilke dele af samarbejdet vi ønsker at deltage i.

Derfor står vi sammen om et Ja ved folkeafstemningen den 3. december.

Danmark skal kunne bekæmpe kriminalitet effektivt. Derfor skal vi helt og fuldt deltage i det europæiske politisamarbejde Europol. Dansk politi bruger Europol og opslag i Europols registre meget aktivt i dag. Det kan vi, fordi Danmark er fuldt med.


Retsforbeholdet står i vejen

M en når Europol omdannes til næste år, så står retsforbeholdet i vejen for fortsat dansk deltagelse. Det betyder, at vi vil ryge ud af samarbejdet. Det vil skade politiets mulighed for at efterforske og opklare forbrydelser i Danmark. I dag bruger dansk politi Europols registre over 70.000 gange om året. Norsk politi bruger dem kun 2000 gange om året. Deres muligheder for effektivt politiarbejde er markant dårligere.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, er klar i mælet: »Danmark kan måske få en parallelaftale ligesom Norge, men jeg tror ikke, at den vil være noget værd,« sagde Claus Oxfeldt for nylig til Berlingske. »Det er afgørende, at dansk politi har direkte adgang til informationssystemet.«

Vi skal også være med i de andre dele af politisamarbejdet så som menneskehandlerdirektivet og cybercrime-direktivet. Det vil betyde bedre sikring af danske borgere og hjælp med at stoppe modbydelige forbrydelser såsom handel med mennesker og børnepornografi.

Et Ja vil også sikre, at borgere får nemmere ved at håndtere familiemæssige spørgsmål og arvespørgsmål på tværs af Europas grænser. Et Ja vil sikre bedre muligheder for fagforeninger i at sikre deres medlemmer økonomisk i forhold til arbejdsgivere i andre EU lande. Et Ja vil give små virksomheder hurtigere adgang til at få deres penge hjem, hvis de handler på tværs af Europas grænser.


Ja til afstemningen

Derfor anbefaler vi et Ja til afstemningen om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

I dag står Danmark uden for samarbejdet på det retslige område. Hvis vi ønsker at arbejde sammen med de andre EU-lande, så skal vi banke på døren og se, om de andre lande vil låse døren op og lukke os ind. I dag er det EU, som bestemmer, om Danmark kan være med.

Med en tilvalgsordning vil Danmark selv få nøglerne til at kunne låse døren op og deltage i samarbejdet, hvis vi ønsker det. Med et Ja til folkeafstemningen vil det være Danmark, som har retten til at bestemme, om vi skal deltage i samarbejdet.


Ordet er dit