Tip os log ind
Happys nye ledergruppe er allerede i gang med implementeringen af bureauets nye projekter. Fra venstre ses Morten Bertelsen, Karsten Olsen, Jakob Gaardsted Petersen og Jacob Schween.
Foto: Pr-foto

Midtjysk bureau gearer op

23. januar 2019, 09.10

Erhverv Reklame- og kommunikationsbureauet Happy gearer op på flere positioner. På bureauet har man foretaget en strategisk omstrukturering, ligesom både bestyrelse og ledergruppe er blevet forstærket med to nye medlemmer.

Som en del af omstruktureringen oprettes stillingen Head of Digital, der skal udvikle bureauets strategiske digitale kompetencer, så der sikres fremdrift og dynamik.

- Happy er i dag et moderne brandbureau til den digitale tidsalder, og vi har i en længere periode haft fuldt tryk på både de strategiske og digitale opgaver inden for markedsføring, siger Jakob Gaardsted Petersen, adm. direktør og partner i Happy.

- Derfor synes vi, at timingen er den helt rette til at styrke os på flere parametre. Blandt andet har vi valgt at udvide vores bestyrelse med to kompetente profiler, der har god forståelse for vores forretning og branche og ikke mindst kompetencerne til at bidrage til den strategiske udvikling af bureauet.

De to nye bestyrelsesmedlemmer er Søren Hampen Kristensen og Dion Eriksen. Søren Hampen Kristensen har tidligere stiftet og ejet digitalbureau samt grundlagt spilxperten.com, der er et større digitalt affiliate netværk indenfor betting.

Dion Eriksen har grundlagt og drevet optikkæden Boldsen-Eriksen Holding frem til salg til en kapitalfond i 2009. Siden har han blandt andet været direktør i virksomheden Pro Design A/S, hvor han i dag er medejer og bestyrelsesformand. Ydermere har Dion Eriksen en bred berøring med dansk erhvervsliv igennem en lang række bestyrelsesposter.

- Med Søren og Dion får vi nogle profiler med meget tung og relevant erfaring, der kan tilføre viden og kompetencer omkring den fremadrettede drift af bureauet, siger Jakob Gaardsted Petersen.


Udvidet ledergruppe

Omstruktureringen på bureauet betyder, at man opretter en ny digital afdeling, hvor Mathias Christensen gøres til Head of Digital. Han får til opgave at udvikle de nuværende kompetencer og gøre bureaet klar til at sætte endnu mere tryk på de digitale opgaver fremadrettet. Mathias, der er kandidat i medievidenskab, kommer fra egne rækker, hvor han tidligere har fungeret som kontaktchef og derfor har god erfaring med at sammenkoble de digitale værktøjer med rådgivningen omkring og udviklingen af kundernes løsninger.

- Mathias har en rigtig stærk digital profil og god erfaring med den strategiske rådgivning af vores kunder. Derfor giver det rigtig god mening for os at lade ham fokusere 100 procent på de digitale opgaver og ikke mindst udviklingen af bureauets kompetencer på området, siger Jakob Gaardsted Petersen.

Endnu et »step« på rejsen fremad er udvidelsen af bureauets ledergruppe. Her får adm. direktør Jakob Gaardsted Petersen og kreativ direktør Karsten Olsen følgeskab af Jacob Schween og Morten Bertelsen Hertz, der samtidig træder ind i roller som hhv. Head of Creatives og Head of Sales.

- Både Jacob og Morten kommer fra andre roller på bureauet og kender derfor til vores arbejdsmetoder, kunder og udviklingsområder. Det er derfor en naturlig måde at supplere vores ledergruppe med dynamik og hands-on erfaring med vores arbejdsmetoder og kunder. Det skal sikre både fremdrift og en god forankring fra ledergruppen til resten af bureauet.

Endelig har Happy pr. 1. januar ansat to nye medarbejdere til bureauets content team, som endnu et led i de strategiske og ambitiøse planer for bureauet.


Ordet er dit



Mere Erhverv