Tip os log ind
  • 1/: FCM U16 bragte igen sig selv helt til tops
    Foto: Privat
  • 1/: Guldparykker til FCM U18 spillere der kom helt til tops
    Foto: Privat
  • 1/: U14 pigerne fra Bording KFUM var helt fremme i skoen og sikrede sig også guld
    Foto: Privat

Midtjysk Girl-power på håndboldfronten

Guld til U14 - U16 - U18 ved DM. Bronze til U12 ved det uofficielle DM og bronze til U10 ved JM
24. april 2018, 16.01

HÅNDBOLD Der er massivt midtjysk girlpower i håndboldsporten i Ikast og nærmeste omegn.

I weekenden blev der afviklet finaler i kampen om det danske mesterskab for ungdomshåndbold

Og her stod der Midtjylland på stort set alt, hvad der var værd at samle på.

FC Midtjylland forsvarede nemlig titlen som danske mestre for U18- og U16-piger, og samarbejdsklubben Bording tog guldet i pigernes U14-række.

Derudover var der bronze ved det uofficielle DM, (der findes ikke et rigtigt) til U12 piger fra IFS og såmænd også en bronzemedalje til IFS' U10 piger ved JM.


Talent-setup

- Vi viser, at vi stadig er et skridt foran alle andre på ungdomssiden, og det bliver vi ved med at være i de kommende år. Det talent-setup, vi har, og det campus-miljø, som der er i Ikast, er bare unikt, fastslår Jakob Mølgaard Christensen, direktør for FCM Håndbold.

U16-holdet var hårdest presset. Træner Leif Johnsens hold tæller mange nye spillere, som først er ankommet til idrætsefterskolen på ISI i år, men det forholdsvis nye hold viste moral og holdånd i to tætte kampe. I semifinalen vandt FCM 24-21 over værterne fra GOG efter 11-9 ved pausen. Finalen blev endnu tættere. De unge hunulve slog Skanderborg 25-24. Afgørelsen faldt, da Skanderborg tog en dum udvisning i sidste minut for at mandsopdække en spiller, hvilket man ikke må i ungdomshåndbold.

Det stærke U18-hold - der tæller hele 10 spillere med ungdomslandskampe på cv'et - åbnede DM-stævnet i overlegen stil. I semifinalen slog de FIF med hele 35-21, og i søndagens finale kom FCM blæsende fra start og førte 6-1 mod Ajax København. Men i anden halvleg fik københavnerne held med et offensivt forsvar og var lige ved at få kontakt. FCM vandt dog 28-25.

- Det her hold stepper bare altid op, når der er mest behov for det. Det er et af de stærkeste hold, jeg har haft, siger U18-træner Ole Jensen.

Efter 11 år som succesfuld talentsmed i FCM med fire DM-guldmedaljer tager han en pause i næste sæson.

- Men det er ikke farvel, det er på gensyn. Jeg vender tilbage på et tidspunkt igen, fastslår Ole Jensen.


Bording-piger

I den lille klub Bording har et hold piger lige siden de var førsteårs U10'er vist et helt unik sammenhold og engangement, som i weekenden blev kronet med et dansk mesterskab.

Træner Henrik Steffensen har stået i spidsen for holdet de sidste fire år og har fra starten valgt at sætte overliggeren højt.

- Det er sådan jeg er indrettet, og de har vist, at de kunne. Der er tale om et helt unik hold i en forholdsvis lille klub. Grundstammen på holdet er en skoleklasse, der har formået at holde sammen. Men de har også trænet betydelig mere end de andre hold i klubben. Udover hal træning tre gange om ugen har de haft spinningspas en gang og to gange styrketræning, plus den træning, der ligger i forbindelse med deres skole, hvor de med et par undtagelse, alle følger idrætsklasser på Søndager i Herning, eller Nordre Skole i Ikast, fortæller en glad Henrik Steffensen, der sammen med makkeren Søren Jensen har trænet holdet til guld.

Pigerne fra Bording flytter nu til Ikast, hvor Henrik Steffensen har sagt ja til at træne U16.

Modsat U16 og U18 spillerne, der har mange spillere fra Idrætsskolerne, så er Bordings U14 hold alle lokale spillere.

- Jeg håber, at jeg har så godt fat i dem, at de bliver hjemme og ikke prioriterer efterskolen, og hvis...så bliver det forhåbentlig ISI, siger en glad guld-træner fra Bording/Ikast.


Ordet er dit



Mere Sport