Tip os log ind
Klaus Ole Kirkegaard Andersen sov stille ind mandag 29. juli.
Foto: Privatfoto

Mindeord: Klaus Ole Kirkegaard Andersen

06. august 2019, 12.18

Mindeord Klaus Ole Kirkegaard Andersen, Marienlund Kollegiet i Ikast, er død i en alder af 59 år.

Fra familien til Klaus Ole Kirkegaard Andersen, har vi modtaget følgende mindeord:

Klaus Ole sov ind sent mandag eftermiddag, 29. juli i sin lejlighed på Marienlund Kollegiet i Ikast i en alder af 59 år. Det kom ikke uventet, da flere svagheder var kommet til de seneste måneder.

Klaus Ole blev født i Bording i 1959, som søn af Ingeborg og Viggo Andersen. I familien var der tre drenge Flemming, Carsten og Boris med relativt stor aldersforskel, sytten år fra den ældste til den nyankomne lillebror. Senere i 1961 kom endnu en dreng, Torben, til. Så nu var Klaus Ole blevet storebror. »De to små«, som vi kaldte dem, blev hinandens følgesvende i det omfang tilskikkelserne bød det.

Klaus Ole var født med Downs syndrom (mongolisme) og som sådan uden for det, der betegnes, som normalitet. Dette til trods, eller måske derfor, blev hans liv og nu hans eftermæle: - et ægte og oprigtigt liv, uden skjulte dagsordener og maskespil. Ups & Downs, sorg og glæde, smil og vrede. Han modtag og gav igen uden filter. Han voksede op i Bording i et mindre bysamfund, hvor han blev en del af bybilledet.

Som tiden gik, blev han kendt og værdsat af alle. Som teenager var han med, hvor der skete noget. Fulgte Torben i tykt og tyndt i det omfang han kunne. Musik, fest og hvad der ellers tiltrak byens ungdom ville han være med til - selv da han var stor nok til at køre en knallert, fik han lov hertil, dog med stor betænkelighed fra forældrene. Det stoppede da også brat ved en mindre kollision med murermester Leo Christensens varebil - knubs og skrammer til følge. Han boede hjemme fra barnsben, og mor Ingeborg - vel den tids curlingmor - vogtede og værnede om ham, der var anderledes. Som mor ville hun følge ham hele vejen - det bedste var ikke for godt.

Som lille skoledreng gik han i den Lille Børnehave i Ikast. Han blev hentet af chauffør Christensen i hans Taunus 17M til stor glæde for begge. At se den lille dreng med skoletasken stige ind i den fine bil og med stolthed vinke farvel - var en fryd for øjet.

I børnehaven fik han venner og Solveig Larsen blev en del af hans liv - de var pot og pande - bedste venner - senere kærester, boede hver for sig. Her i deres sidste livsfaser har de boet på Marienlund, og en usynlig forbindelse har præget deres særlige samværsform.

Klaus Ole fik lært at skrive sit navn - men at læse med mere blev ikke hans lod. Han lærte at gennemskue - se situationen. Hvis man spurgte ham om noget? - måske for nysgerrigheds skyld for at tjekke om han var med/ajour? Det konkrete svar fik man ikke, men blot: »Det ved du godt!«

Hvis han fik en opfordring/invitation til noget, så lød svaret prompte : »Jeg siger ikke Nej!«

Ret sent blev han klar til at flytte hjemmefra i en alder af 31 år. Det blev til et bofællesskab i Herning på Lindegårdsvej. Her var et nybygget opholdssted for ni selvhjulpne ligestillede. Det blev et rigtigt godt sted og et hjem for ham. I dagtimerne var han på arbejde på et beskyttet værksted Tre Birke i Herning. Her var han i mere end 30 år med forskellige produktionsopgaver - samle tøjklemmer, musefælder, pakke diverse materialer efter anvisning. Også savning af træ til pejsebrænde var han optaget af. Her kunne han være ude i frisk luft, og da rygning var en vane (uvane), trak han ofte den friske luft gennem en cigaret.

Musikken blev ham en kær følgesvend. Både som aktiv trommeslager og mikrofonholder(sanger) til tidens sange og melodier. Kim Larsen var idolet - Michael Falch, Kandis, Jacob Haugaard, Laban med flere. »Blip båt«, »Det hammer, hammer fedt«, »Hvor ska' vi sove i nat« med mange flere. At komme til koncert i disse sammenhænge (anden beboer på keyboard) var en ren fornøjelse.

For fire år siden blev Klaus Oles bosted ændret til Marienlund Kollegiet. Her var døgnbemanding, og det var blevet påkrævet i perioder, da hans liv delvis var sat på »standby«. Arbejdet på Tre Birke måtte han opgive, og livet blev aldrig det samme igen. Svært for ham at føle sig hjemme, skønt personalet i glimt fik lyset frem i ham.

Nu har han fået fred, vores elskede lillebror - i Himlen er der mange boliger, og han er nu der. Godt for ham og for os, at hans skrøbelige livsaften gik til ende.

Klaus Ole Kirkegaard Andersen blev bisat fra Bording kirke tirsdag 6. august kl. 13,00.


Ordet er dit



Mere Navne