Tip os log ind
Minna Marie Poulsen, Ikast.
Foto: Privatfoto

Mindeord over Minna Marie Poulsen

Minna Marie Polsen, Nørregade 41, Ikast, er død 94 år gammel
05. september 2019, 14.32

Ikast Minna Marie Poulsen er født og opvokset i Hestlund på en lille ejendom hvor hun var nummer to ud af en søskende flok på fire.

Minna var opvokset med at alle skulle hjælpe til med stort som med småt, og hun var fra tiden med den stråtækte skole og hun kom ud at tjene i huset som 14-årig.

Minna blev i 1944 gift med Chr Høgh Poulsen, og de bosatte sig på en ejendom på Bordingvej 6 i Hestlund. Den yngste søn ejer gården i dag. Minna var hjemmegående og passede børneflokken, som voksede stødt til 12 i alt med fem drenge og syv piger.

Der var mange opgaver at løse med at hjælpe til i marken, hus, have, madlavning, rengøring og tøjvask. Hun var aldrig bange for at tage fat og havde altid tanke og omsorg for andre mennesker. Minna var kendt som glad, positiv og havde et godt humør med lune.

Chr Høgh Poulsen døde i 1986.

Minna mødte en tid efter hendes ungdomsven Hesselvig Hagelskjær. De fandt sammen og havde mange gode timer med at rejse, besøge deres respektive børn, passe hus og have.

De fulgtes ad i mange år og havde stor glæde af at være sammen. Med to store familier var der mange festdage at fejre som Minna og Hesselvig altid deltog i med stor glæde. Hesselvig Hagelskjær døde i 2009.

Minna var altid åben og modtagelig for andre mennesker og besad store lyst og energi til at deltage og lære nye mennesker.

Hun var for os alle en fantastisk mor, svigermor, bedstemor og oldemor. Hun havde på sinde at glæde og drage omsorg for andre mennesker, om landstryger eller degn. Hun besad evnen til at tale med andre mennesker. Hun var aktiv til det sidst med daglige gåture, billard og som frivillig i Folkekirkens cafe og dagligstue til hun var i 90'erne.

Minna Marie Poulsen døde efter få måneders sygdom. Hun var åndsfrisk til det sidste og fulgte med i lokallivet, hendes familie og venners glæder og sorg til det sidste.

Hun efterlader sig sine 12 børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Æret være Minna Marie Poulsens minde.


Ordet er dit



Mere Navne