Tip os log ind
Engesvang Musikforenings kor EKKO gav koncert i søndags.
Foto: Privatfoto

Musik satte nyt kirkeår i gang

80 tilhørere var i Engesvang Kirke første søndag i advent
03. december 2019, 08.36

Engesvang »...som en ubrudt kæde fra den første julenat«.

Sådan lyder det i en julesalme med sambarytmer. Den har Engesvang Musikforenings kor, EKKO, haft på repertoiret i mere end 20 år. Den var derfor også med, da koret søndag eftermiddag gav adventskoncert i Engesvang Kirke sammen med brassbandet Sejs Blæserne.

Det var tydeligt, at for mange af de godt 80 tilhørere, var det et kært genhør, og der blev sunget godt med på omkvædet.

Koncerten havde to afdelinger, hvor koret sang sammen med blæserne. Det omfattede blandt andet en anden salme, der har været med i advents- og julekoncerter i Engesvang i utallige år, nemlig »Dejlig er Jorden« i et arrangement, der oprindeligt er lavet for orgel og kor, men i Engesvang er det tillempet til kor og brassband.

Kor og brassband sang og spillede også Michael Bojsens julesalme for kor »Luk julefreden ind«. Her havde Sejs Blæsernes orkesterleder, Jan Nørgaard, også lavet et arrangement for kor og brassband.

Sejs Blæserne spillede tre numre for sig selv, blandt andet et lidt større værk, »Origon« af Jacob de Haan.

EKKO havde fire selvstændige numre blandt andet »Panis Angelcus«, der er en middelalderlig tekst sat i musik af Cesar Franck i 1872. Der var også »En stjerne simmer i nat«, som er skrevet af Oslo Gospel Choirs mangeårige leder, Tore Aaes, og som er blevet en verdenssucces, skønt den egentlig kun udkom fordi man i forbindelse med produceringen af en plade havde en lille plads tilbage inderst på pladen.


Ni læsninger

Også næste søndag bliver der musik i Engesvang Kirke. En gudstjeneste 8. december er udformet efter den engelske tradition med ni læsninger.

Gennem vekselvirkning mellem bibeltekster og sang og musik får man en genfortælling af Jesu liv. Der er oplæsning ved lægfolk og kirkens gudstjenestekor medvirker med flere nye salmer.


Ordet er dit



Mere Engesvang