Tip os log ind
Stephan Olesen, formand for Ikast Musikliv.
Foto: Laila Kempel

Musikliv barsler med nye ideer

Optimistisk efter positiv regnskab i 2019 - men overvejer, at der måske skal et stort cirkustelt til for at modstå sommerregnen
04. oktober 2019, 14.45

KONCERT Ikast Musikliv har en udfordring, som de aldrig kan planlægge sig ud af: Regnvejret.

Selvom vejrguderne kan se velvilligt på det midtjyske både før og efter den tredje weekend i juni, så synes de altid at lade regnen strømme lige præcis den weekend, hvor det grønne areal ved Bakkehuset er pyntet op med musik og fadøl.

Således også i 2019.

Men det til trods, så lykkedes det de mange frivillige kræfter at skabe et overskud, der giver optimisme i forhold til at melde ud, at succesen gentages i 2020 - og igen bliver det den tredje weekend - 19.- og 20. juni. 2020

- Vi har fået betalt de sidste regninger og kan konstatere, at resultatet er tilfredsstillende, siger formanden for Ikast Musikliv Stephan Olesen, der også glæder sig over, at de mange lokale kreditorer også har fået deres tilgodehavender fra tidligere års underskud.

- Nu har vi betalt de lokale, hvad vi skylder, og har et lille overskud at arbejde videre med, lyder det optimistisk fra Musiklivs-formanden, der ser frem mod 2020 udgaven.


Byfest

- Vi har nogle udfordringer med vejret, men også nogle enkeltestående kreditorer, som vi skylder et større beløb. Dem har vi dog lavet aftaler med. Men det kan jo ikke passe, at Ikast ikke skal have sådan en fest. Vi tillader os at kalde det en byfest, og vi arbejder ufortrødent videre, konstaterer han.

Stephan Olesen vil dog ikke love, at konceptet fra 2019 kommer til at holde i 2020.

- Vi har flere ideer, og har valgt at kaste en masse bolde op i luften. Vi havde i år etableret et VIP-område og gjort os nogle erfaringer, som vi skal have evalueret på. Men vi tænker også på opbygningen af selve pladsen. Står scenen det rigtige sted? Skal vi i stedet satse på et kæmpe cirkustelt, der kan rumme 1300 mennesker, eller overdække halvdelen af pladsen, for ruste os mod det dårlige vejr, som vi altid bliver ramt af, siger Stephan Olesen.

På vegne er bestyrelsen er han til gengæld enorm taknemmelig for den fantastiske opbakning der er fra de lokale sponsorer.

- Uden dem kunne vi ikke gennemføre det, og jeg er begejstret for den øgede synlighed de har fået på pladsen. Heldigvis har gæsterne også taget godt imod den ændring, som jeg personlig synes giver mere liv på pladsen og er med til at understrege, at den lokale opbakning er vigtigt.

- Vi har et fornuftig grundlag til at arbejde videre mod 2020 og regner med, at vi - traditionen tro - kan offentliggøre de første musiknavne i november, siger Stephan Olesen


Ordet er dit



Mere Kultur