Tip os log ind
Hoteldirektør Jesper Stadsvold Olesen er overrasket over den store efterspørgsel på ænder i weekenden.
Foto: Privatfoto

Ænder gik som varmt brød

Hotel Medi og Café Chr. X havde både lørdag og søndag stor succes med at sælge ænder til mortensaften
13. november 2019, 16.46

Ikast Der var godt gang i salget af ænder hos Hotel Medi og Café Chr. X i weekenden.

I forbindelse med mortensaften havde hotellet annonceret med, at ikastboere og andre i området enten kunne besøge restauranten og spise deres ænder der, eller de kunne købe en hel and med hjemmelavet rødkål og andesauce og tage den med hjem.

Det blev en stor succes, fortæller hoteldirektør Jesper Stadsvold Olesen.

- Vi solgte 25-30 hele ænder ud af huset, og det var en del mere end forventet.

Mortensaften var søndag, men Jesper Stadsvold Olesen havde besluttet, at når han nu skulle annoncere med sine ænder, så kunne han lige så godt lade tilbuddet gælde om lørdagen også.

- Lørdag aften var der helt udsolgt i restauranten med 60 gæster. Søndag havde vi 40 spisende gæster i restauranten, siger han.

Han fortæller, at på en normal lørdag er der cirka 20 spisende gæster, mens der om søndagen almindeligvis er lukket.

- Så det er noget af en forbedring, siger Jesper Stadsvold Olesen, som fortæller, at han lørdag måtte sætte flere borde ind i Café Chr. X for at have plads til alle.

- Jeg er meget overrasket over, hvor mange gæster der kom i restauranten, og hvor mange der hentede ænder med hjem. Jeg tror, mange er glade for at hente deres and ude, så de selv slipper for svineriet med andefedt derhjemme.


Ordet er dit



Mere Ikast