Tip os log ind
Tidligere snedker, pedel, og harmonikaspiller i Husorkestret Frisenborg, Holger Bach, Ikast, er død i en alder af 87 år.
Foto: Privatfoto

Nekrolog: Han var fast medlem af Husorkestret Frisenborg i Ikast

24. september 2019, 08.24

Nekrolog Holger Bach, Ikast, er død i en alder af 87 år.

Holger Bach stammede oprindelig fra Tarm, men slog sig efter nogle unge år i Ry ned i Ikast med sin hustru Bodil.

De to havde fulgtes ad og været hinandens bedste venner siden skoletiden, blev kærester som 16-årige og nåede dette forår at fejre krondiamantbryllup.

Sammen fik de fire børn - og delte både stoltheden over dem og også den store sorg at miste to af dem igen. Den ældste datter for 13 år siden og den ældste søn for godt et år siden. Den yngste søn bor i Løgten ved Aarhus med kone og tre børn og den yngste datter bor i Tjørring med sin mand. Derudover er der to børnebørn efter den ældste datter, samt foreløbigt tre små oldebørn.

Holger Bach var uddannet snedker og fiks på fingrene. Han arbejdede i de yngre år på flere af egnens trævirksomheder, før han de sidste 20 år af arbejdslivet fik lov at være i det, han kaldte et drømmejob, som pedel på Vestre Skole i Ikast.

Som pensionister var både Bodil og Holger Bach aktive. Blandt andet fik han tid til at genoptage ungdommens harmonikaspil og var indtil for to år siden fast medlem af Husorkestret Frisenborg i Ikast.

Samtidig kunne han også give en værdsat håndsrækning til Bodil Bachs indsats som frivillig i Kirkens Korshærs genbrugsbutik, hvor hans snedker-kunnen kom i brug, når der skulle sorteres og repareres blandt de møbler, der blev indleveret til salg. De har også begge nydt at være aktive omkring kirkens liv.

Gennem 50 år var familiens base et hus på Fuglsangs Alle i Ikast, men for otte år siden solgte parret og flyttede i en mere overkommelig lejlighed i bymidten.

For tre år siden fik Holger Bach konstateret alzheimers og begyndte at komme på Frisenborg Dagcenter i hverdagene, hvilket han var meget glad for. Som sygdommen tog til, blev han visiteret til en plejebolig, og flyttede midt i juli ind i helt nybyggede omgivelser på plejecentret Bøgildlund. Her sov han stille ind søndag 15. september med Bodil - som gennem det meste af livet - ved sin side.

Holger Bach bliver begravet fra Ikast Kirke lørdag 21. september og vil herefter blive stedt til hvile på Fonnesbæk Kirkegård, hvor hans to ældste børn også er begravede.

sejer


Ordet er dit



Mere Navne