Tip os log ind
De ni talentfulde fra Ikast-Bande Gymnasium Caspar Kainamura Pedersen, Christina Frydendal Nielsen, Daniel Teglborg Houe, Isabella Engelbrekt Mikkelsen, Louise Damholt Markusen, Mads Kristian Duborg Mikkelsen, Peter Hald Vestergaard, Sofie Sejer Christiansen og Victoria Sigrid Christensen.
Foto: Presse

Ni unge gymnasie-elever med talent

Har deltaget i Akademiet for Talentfulde unge
15. januar 2018, 07.18

UDDANNELSE 196 talenter fra hele regionen - og heraf ni fra Ikast-Brande - er nu klar til at indtage verden.

Normalt er det sådan, når skoledagen er slut, at gymnasieeleverne rundt om i hele Danmark gør sig klar til at holde fri. Lyset slukkes i lokalerne, lærerne pakker sammen, og der bliver stille på gangene.

Men for en lille gruppe gymnasieelever er det blot tid til en sceneskift. På alle gymnasier er der en flok elever, som i stedet mødes på tværs af hele Regionen Midtjylland for at mødes på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU). Her samles de om at udfordre hinanden og udforske verden sammen med nogle af landets bedste undervisere.

Gennem hele deres gymnasietid mødes de på ATU og modtager særlig tilrettelagt undervisning på danske og nogle gange også udenlandske uddannelsesinstitutioner.

ATU Midt optager hvert år mellem 200 og 250 elever fra den nye gymnasieårgang, og torsdag fik de 196 talenter fra årgang 2015, som har gennemført hele forløbet, diplom for deres indsats. Rektor ved Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen og næstformand i Region Midtjylland, Hanne Roed (RV) overrakte diplomer til hver enkelt og gav alle et ord med på vejen.

- Det er en udelt fornøjelse for en underviser at se, hvad der sker, når en gruppe talentfulde unge mennesker udfordres til at yde deres absolut bedste. Samtidig er det vigtigt for vores samfund, at talenterne har de nødvendige rammer at udvikle sig i, siger rektor ved Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen.

- Uanset hvor man bor i Region Midtjylland, skal man kunne forfølge sine drømme og udfolde sine evner. Derfor har Region Midtjylland valgt at støtte Akademiet for Talentfulde Unge, så de særligt videbegærlige gymnasieelever kan mødes på tværs af gymnasierne og i fællesskab udforske verden sammen, siger næstformand i Region Midtjylland, Hanne Roed (RV).

Talenterne har deltaget i 20 obligatoriske seminarer, en sommercamp og et udvalg på mere end 100 forskellige valgfrie aktiviteter. Blandt de valgfrie aktiviteter finder man både en international camp med besøg på Oxford og Cambridge-universiteterne, en International Model-UN, hvor de danske talenter sammen med 1600 unge fra hele verden forsøger at løse Mellemøstkonflikten i samarbejde med FN, og dertil en lang række foredrag og fokuserede forløb på større virksomheder.


Ordet er dit



Mere Uddannelse