Tip os log ind
Jonas Thorndal, Oliver Therkelsen og Jonas Hansen har alle alle oplevet mobning i deres hverdag. Nu har de omsat deres oplevelser til et brædtspil.
Foto: Henrik Ole Jensen

Når mobning pludselig bliver til brædtspil

Tre elever på Handelsskolen i Ikast har tænkt innovativt i forsøget på at bekæmpe et eksisterende problem
10. februar 2019, 09.37

DRILLERI Der er forskel på at drille og mobbe. Og på samme måde er der forskel på, hvordan man tænker innovativt. Det behøver ikke altid at være tekniske nyheder, som aldrig er set før. Det kan være noget så elementært, at nytænkte måden, hvorpå et problem forebygges.

Det er tre elever på Ikast Handelsskole, det håndgribelige bevis på.

Oliver Terkelsen,17 år fra Ikast, Jonas Hansen 17 år fra Bording og Jonas Thorndahl, 18 år og fra Tulstrup har alle oplevet mobning. Men fra vidt forskellige sider. Den der blev mobbet, den der mobbede og den, der så konsekvensen hos søskende.

- Der tales meget om det, men det er stadig et emne, der kan være ganske tabubelagt, siger Jonas Thorndahl.

De tre elever har derfor valgt at udvikle et brædtspil, som via indledende konkurrencer i entreprenørsskab, har givet dem adgang til DM i Odense den 7. februar.


11 procent mobbes

Her er ideen, at eleverne »tvinges« til at forholde sig til forskellige scenarier, men de også kan lande på et »fakta-felt« der blandt andet kan fortælle, at Danmark er det land i Norden, hvor man mobber mest. Og at 11 procent at de danske skoleelever på et tidspunkt har følt sig mobbet.

- Vi fik ideen efter en brainstorm og præsenterede den til en messe i Fredericia i november 2018. Vi havde på det tidspunkt kun nogle ideer, men fik så meget respons, og selvsikkerhed, at vi turde arbejde videre med projektet, fortæller Jonas Hansen.

Derfor havde de tilmeldt sig til en indledende regional konkurrence i Herning for et par uger siden, hvor de udnyttede chancen for at kunne sparre med en Nordea-medarbejder.

- Og det gik godt, fortæller Oliver Therkelsen.


Råd og kontanter

For de fik både en tredjeplads men også 4000 kroner fra Nordea til at videreudvikle deres brædtspil.

- Vi tror på, at brædtspil er vejen frem. Det går aldrig af mode, siger Jonas Thorndahl, og forklarer, at det er vigtigt at fastholde det fysiske samvær i en digitaliseret verden.

- Vi spiller da også selv med hinanden og med familien, tilføjer Oliver Therkelsen.

De tre unge mænd spiller jævnligt Partneres men også noget så simpelt som Ludo og Matador foruden Uno og almindelig kortspil

Trekløveret satser derfor på et fysisk spil, hvor man bliver tvunget til at være sammen med mennesker i et fælleskab. De har udviklet en spilleplade, hvor man med små spillebrikker, formet som mennesker, bevæger sig rundt på en spilleplade alt efter, hvad terningen viser.


Aktivitetsfelter

Undervejs lander man på forskellige felter. Fakta - tilfældigheder/konsekvens - scenarier.

- Vores pointe er at forebygge mobning ved at servere faktuelle oplysninger, som vi har fundet hos blandt andet Red Barnet, kombinere det med scenarier, hvor spillerne bliver tvunget til at reflektere og byde ind. Vi forestiller os, at først skal ham, der har trukket kortet svare, og siden har resten af spillerne mulighed for at byde ind med deres tanker, forklarer Jonas Hansen.

I første omgang er det den fysiske mobning, der er i fokus. Men forhåbentlig vil det også være nemt at føre begreberne over i den digitale verden.

- Jeg tror, der mange, der helt glemmer den reelle verden, når de sidder med en computer eller en tablet. De tænker slet ikke over, at der er en anden person, der modtager i den anden ende. Vi er da selv kommet til at tænke over, hvordan vi i hverdagen taler til hinanden. Vi har undervejs i vores arbejdsproces erkendt, at vi har en meget hård omgangstone, siger Jonas Thorndahl.


Testet af elever

I arbejdsprocessen har de testet spillet hos en gruppe folkeskoleelever og har fået en masse inputs, som de arbejder videre med.

- Vi fandt ud af, at det er vigtigt, at der sker noget hele vejen rundt på spillepladen. Og overvejer om, vores fakta-kort også skal indeholde muligheden for at svare sandt eller falsk. I alt fald lærte vi, at der ikke skal være for mange tomme felter. Lærerne er også kommet med gode fif og virker ret interesserede i at købe spillet, når det er klar. Der findes nemlig ikke mange værktøjer til at arbejde med mobning, siger de tre handelsskole-elever.


100 spil

De er i fuld gang med at udvikle prototypen og har fundet flere samarbejdspartnere.

- Vi har fået flere priser hjem, og går det som vi tænker, så vil vi i første omgang producere 100 spil, som vi håber at kunne sælge til 3-400 kroner, siger de.

Men nu handler det om at få alle de løser ender på plads inden landsfinalen den 7. februar, hvor de selvfølgelig sætter alle sejl til at gentage succesen overfor dommerne.


Ordet er dit



Mere Uddannelse