Tip os log ind
Når Mathias Madsen (t.v.) til sommer skifter job fra assistenttræner til cheftræner i Herning-Ikast Håndbold, får han sin tidligere holdkammerat Anders Friis (t.h.) som assistenttræner.
Foto: Pr-foto Fra Herning-ikast Håndbold

Ny HIH-assistent på plads

Anders Friis bliver ny assistenttræner i Herning-Ikast Håndbold
22. februar 2019, 20.53

Håndbold Herning-Ikast Håndbold har nu trænerteamet på plads til næste sæson. Før jul kunne Herning-Ikast Håndbold offentliggøre, at Mathias Madsen overtager roret efter Kristian Kristensen, og nu er sidste halvdel af trænerduoen fundet.

I rollen som assistenttræner indtræder Anders Friis, der kommer fra en position som efterskolelærer og ansvarlig for drengehåndboldlinjen på ISI Idrætsefterskole i Ikast. Den kommende assistenttræner ser med spænding frem mod sit nye virke, som han tiltræder i pr. 1. juli.

- Det er nyt for mig med damehåndbolden, men det er en udfordring, som jeg ser frem til. Det bliver rigtig spændende at beskæftige sig med nogle af de bedste spillere i Danmark. Min rolle bliver lidt anderledes, end jeg er vant til, i og med at jeg nu går fra chef til assistent, men jeg glæder mig meget til samarbejdet med Mathias. Jeg ved, at vi går godt i spænd, og jeg tror, vi kan supplere hinanden rigtig stærkt, siger 35-årige Anders Friis i en pressemeddelelse fra klubben.

Han har skrevet en toårig kontrakt med klubben.

- Jeg kender klubben rigtig godt igennem mit arbejde på ISI, og dermed vidste jeg ret meget om, hvad jeg gik ind til, da jeg sagde ja. Setuppet er meget professionelt, og klubben har kontinuerligt klaret sig rigtig godt. Jeg tænkte, at det kunne være spændende at være en del af samt at se, om jeg kan være med til at videreudvikle det endnu mere. Derfor takkede jeg ja, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Anders Friis.

Fra klubledelsens side føler man ligeledes, at Anders Friis er det helt rette valg til posten.

- Udvikling af unge spillere har altid været en stor del af DNA'et i Herning-Ikast Håndbold, og med Anders får vi en træner, som både kan udvikle vores talenter og samtidig være den faglige sparringspartner til Mathias. Vi er glade for, at Anders har valgt at sige ja til denne udfordring i sin trænerkarriere, for han har nogle faglige og menneskelige kompetencer, som vi finder yderst interessante. Vi ser ham som et glimrende match i vores nuværende setup og kultur og synes, at makkerskabet mellem Mathias Madsen og Anders Friis tegner rigtig godt for fremtiden, siger direktør Jakob Mølgaard Christensen i pressemeddelelsen.

Anders Friis har spiller- og trænererfaring fra Bjerringbro-Silkeborg og har tidligere haft to sæsoner som træner i Ikast Håndbold. Siden 2014 har han været ansat på ISI, hvor han er ansvarlig for drengehåndboldlinjen. Desuden har Anders Friis været talenttræner i DHF siden 2017.


Ordet er dit



Mere Sport