Tip os log ind
Julie Gantzel Pedersen og Herning-Ikast Håndbold har tabt de seneste 10 indbyrdes opgør mod Team Esbjerg. Den stime skal brydes i pokalfinalen for HIH og stregspilleren, der netop har forlænget sin kontrakt.
Foto: Flemming Hansen

Ny sult mod den onde ånd

Herning-Ikast går efter en ny sensation i DM-finalerne. Men Esbjerg har i den grad haft krammet på midtjyderne i de seneste år
18. maj 2019, 07.27

Håndbold Lykønskningerne har stået i kø, siden Herning-Ikast Håndbold sensationelt slog Odense ud af DM-semifinalerne og bookede plads i årets finaleserie om det danske mesterskab.

Men selv om sæsonmålet både er nået og overgået, forsøger spillerne og klubben at vinde ny sult frem. Det er ikke tid til at stille sig tilfredse. Det er tid til at jagte en unik mulighed, der ligger lige foran snuden på de midtjyske »enhjørninge«.

HIH-kvinderne tager på lørdag hul på DM-finalerne som entydige outsidere mod klubbens onde ånd, Team Esbjerg.

Vestjyderne har vundet de seneste 10 indbyrdes opgør mod Herning-Ikast. Alle spillet siden februar 2017. Men finaler har ofte deres eget liv, og HIH kommer til kampene med selvtillid fra de forrygende præstationer i semifinalerne mod Odense.

- Alle, man møder, ønsker os tillykke lige nu, og det er forståeligt. Men det er vigtigt, at vi ikke stiller os tilfredse. Vi skal gå 100 procent efter den her chance, siger Simon Hørdum, administrationschef i Herning-Ikast Håndbold.


Stregspiller forlænger

Mens al fokus samler sig om finalerne, har klubben stort set næste sæsons trup på plads. I dag satte stregspiller Julie Gantzel Pedersen sin signatur på en ny toårig kontrakt.

- Jeg er sindssygt glad for at være i Herning-Ikast Håndbold, og jeg er rigtig glad for nu at kunne fortsætte med at udleve min drøm her. Og så er jeg stolt over at spille i den by, jeg er vokset op i og på den måde at repræsentere dét, jeg altid har set som min klub, siger den 25-årige ikastbo.

Hun og resten af truppen er skadesfri op til DM-finalerne.

Første finalekamp spilles lørdag klokken 16.00 i Blue Water Dokken i Esbjerg. Anden finale spilles på tirsdag i Ikast, hvor der ifølge klubben næsten er udsolgt.


Ordet er dit



Mere Sport