Tip os log ind
Henriette Lauth Thomsen er ansat i Folkekirkens Café og Dagligstue i Møllegade i Ikast. ?
Foto: Flemming Thulstrup

Nyt ansigt i Dagligstuen

Henriette Lauth Thomsen er kommet på den helt rette hylde
14. marts 2019, 12.24

Ikast - Da jeg så annoncen, tænkte jeg. Det her er da bare lige mig.

49-årige Henriette Lauth Thomsen tager dagligt turen fra Haderup til Ikast.

- Men jeg synes jo ikke, det er som at tage på arbejde. Det er bare så dejligt at være her, siger Henriette Lauth Thomsen.

Hun har således i en årrække været ansat i HiH og Teaterkælderen.

- Det her ligger mig nært. Jeg voksede op i et hjem, hvor der altsid sad mange omkring bordet. Døren var altid åben i mit barndomshjem, siger den nye madmor med mere i Folkekirkens Dagligstue.

Hun arbejder sammen med den daglige leder Vera Vestergaard.

Henriette Lauth Thomsen er butiksuddannet, men har i adskillige år arbejdet med tilberedning af mad.

Hver dag sørger de for sammen med stedets frivillige, at 25-45 brugere mod betaling på 45 kroner får dagens ret.

Der er som regel tale om rigtig mormormad, som rigtig mange os sætter højt.

Den dag, da Ikast Avis kigger indenfor i Dagligstuen er dagens ret gode ben.

- Vi kan da mærke forskel på søgningen, alt efter hvad der står på menuen, siger Vera Vestergaard.

Hun peger på, at det er de lidt mere tidskrævende retter, der som regel tiltrækker flest brugere. Det drejer sig om gule ærter og den slags.

- Til gengæld kommer der nok færrest, når dagens ret er eksempelvis medister, som man jo lettere selv kan lave, siger Dagligstuens leder.


En stor familie

Folkekirkens Café og Dagligstue er så vidt vides den eneste af sin slags i Danmark.

Dagligstuen er godt 30 år og har været placeret forskellige steder i Ikast.

Den nuværende adresse er Møllegade 22.

Udover Vera Vestergaard og Henriette Lauth Thomsen, der er ansat i Dagligstuen, er der tilknyttet et væld af frivillige.

- Jeg vil skønne, at vi er 50-60 frivillige, men vi kan altid bruge flere frivillige hænder, siger Vera Vestergaard.

Dagligstuen i Møllegade har normalt åben fra klokken 13 og frem til klokken 19.

- Her kommer alle mulige mennesker. De yngste er vel omkring 40 år, mens vores ældste bruger er 94 år. Vi går ikke op i brugernes race eller tro, fastslår Vera Vestergaard, der tilføjer, at man har åbent året rundt.

Også juleaften og nytårsaften. Hun var selv med forrige jul, hvor 43 brugere nød julemaden.

Mange af brugerne er gengangere, men der kommer til stadighed nye til.

- Vi lever jo med i brugernes liv, ligesom de også følger os og vore familier, så på den måde er vi én stor familie, siger Vera Vestergaard.


Ordet er dit



Mere Ikast